Industribeskæftigelsen i Østjylland fortsætter opad
Det går fortsat fremad for industrivirksomhederne i Østjylland. Antallet af industriansatte er steget med 765 på et år, og samtidig fortsætter ledigheden med at falde.
?Fra 4. kvartal 2014 til 4. kvartal 2015 blev der således skabt 765 nye fuldtidsjob i den østjyske industri. Det svarer til en fremgang på 1,8 pct. I alt beskæftiger østjyske industrivirksomheder nu 43.287 personer mod 42.522 et år tidligere. Det viser helt nye tal fra Danmarks Statistik.
"Vi oplever, at det går bedre og bedre på industrivirksomhederne. Krisen var hård ved industrien, men troen på fremtiden stiger i takt med, at ordrebøgerne bliver tykkere, og der bliver brug for flere dygtige hænder fremover, siger Finn Andersen, der er afdelingsformand i Metal Østjylland.
At det går godt for industrien i Østjylland, bekræftes af de seneste ledighedstal fra Dansk Metal. Fra februar 2015 til februar 2016 faldt antallet af ledige i Metal Østjylland således fra 374 til 251, hvilket svarer til et fald på 32,8 pct. Ledigheden i Metal Østjylland er nu 3,5 pct.