Fortsæt til indhold

Vask dit hår med ler

Samfund
Af Daniel Sennek

Bagepulver, salt, æblecidereddike og marokkansk ler. Det er nogle af de mange ingredienser du kan bruge, hvis du ønsker at slippe for shampoo. Og så er det ikke engang en aprilsnar. Det skriver Ritzau.
"Vi tænker jo ikke over, hvad vi putter i håret. Shampoo er bare blevet standard, uden at vi tager stilling til, hvad der egentlig er i flasken," fortæller personlig træner Cecilie Blaksted, der driver bloggen Simplyfit.dk, og som selv har droppet hårshampooen for i halvandet år siden, til Ritzau.
Cecilie Blaksted bruger nu såkaldt rasul-ler, der er en marokkansk sæbe-ler, der har været brugt i mange tusinde år. To gange om ugen bliver håret vasket med det hvide ler, og derudover skyller hun efter med æblecidereddike. Det har givet hende glattere og sundere hår, siger hun.
Og der kan være noget om det - det er i hvert fald ikke en dårlig ting, at skifte shampoo ud med et tidligere brugt alternativ.
"Selvfølgelig findes der alternativer til shampoo og kemiske sæbemidler. Menneskeracen har jo haft hår og har overlevet i mange generationer, før shampooen blev opfundet," siger overlæge og dermatolog Jørgen Serup til Ritzaum og fortsætter:
"Generelt kan man dog sige, at sæbemidlet i shampooen er ret aggressiv kemi, der kan være hård for folk, der lider af sart hovedbund. Sæben spiser nemlig ikke kun fedt og snavs, men også hud, hvis du lader den sidde for længe."