Fortsæt til indhold

Ronni Didriksen skifter boldgade

Tidligere FC Djursland direktør ny formand for Ungdomsskolen

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

?Syddjurs Ungdomsskole har fået fire nye forældrerepræsentanter valgt ind i bestyrelsen i forbindelse med sidste måneds valgrunde.

En af dem er Ronni Didriksen, 46, der bor i Balle og som selv har brugt Ungdomsskolen meget i de unge år i Rosmus.
Den tidligere direktør for FC Djursland A/S driver til dagligt et it-firma inden for koncertbranchen.

Ronni Didriksen sagde ja til at stille op til bestyrelsen i Ungdomsskolen, da han fik en forespørgsel.

“Jeg var selv vildt glad for at gå i ungdomsskole, da jeg selv var ung, så nu vil jeg gerne betale noget tilbage, mens mine børn har alderen til at være med,” siger Ronni Didriksen, der stoppede med jobbet som direktør i FC Djursland i efteråret 2015, fordi han ikke kunne få FC Djursland og sine øvrige gøremål til at passe sammen tidsmæssigt.

Skal nok være der

Ronni Didriksen skal inden længe være med til at ansætte ny ungdomsskoleleder.

Ansøgningsfristen til stillingen udløb i fredags.

Bestyrelsesformanden er klar over det intermezzo, der er grund til, at Syddjurs Ungdomsskole nu skal have ny leder med fyringen af Anders Lind i efteråret 2015, hvor flere bestyrelsesmedlemmer var ude med riven efter Syddjurs Kommunes direktion, som kørte sagen, fordi der var tale om en personalesag.

“Jeg kender kun historien fra aviserne og bruger ikke tid på at kigge tilbage. I stedet er jeg mere interesseret i at gøre noget for Ungdomsskolen nu og her og i fremtiden,” siger han.

“Jeg har allerede haft en fin snak med den nuværende ledelse, og jeg vil også være der, når en ny leder tiltræder,” lover Ronni Didriksen.

Klar ansvarsfordeling

Han har en fortid i Rosmus Skoles bestyrelse og kan trække på erfaring fra sine erhvervsmæssige gøremål. Det har han tænkt sig at benytte sig af.

“Jeg ser en klar ansvarsfordeling mellem daglig leder og bestyrelsesformand, hvor den daglige leder arbejder på de indre linjer i forhold til kommunens forvaltning, mens min opgave bliver at tage dialogen og måske også kampene med politikerne, hvis der bliver behov for det,” siger Ronni Didriksen, der forleden fik sin ilddåb overfor de unge til det netop afviklede ROCK i RUSK, hvor bestyrelsesformanden var på scenen med mikrofon og hele pivtøjet, der inkluderede læderjakke og solbriller. Didriksen er tidligere rockmusiker, så sceneskræk har han ikke.