’De fantastiske fire’ inviterer til politisk passiar
Mød fire lokalpolitikere fra Syddjurs vest til en uformel politisk snak i biografen
Historien om de fire indflydelsesrige socialdemokratiske politikere Ritt Bjerregård (f.1941), Svend Auken (f. 1943), Poul Nyrup Rasmussen (f. 1943) og Mogens Lykketoft (f. 1946) er fortalt mange gange og vendt og drejet i bøger og medier.
Nu vil fire lokalpolitikere fra den vestlige del af Syddjurs om ikke gå de fire berømte socialdemokraterne i bedene, så dog alligevel fortælle hver deres historie om deres debut i Syddjurs Byråd, som for alles vedkommende startede i forlængelse af Kommunalvalget i 2013, hvor alle fire blev belønnet med en plads i solen af vælgerne.
De fire er Rønnaug Engstad Laursen (V), Helle Røge (SF), Jan Fischer (S) og Jan Kjær Madsen (B).
Sammen inviterer de alle interesserede til en uformel politisk passiar i caféen i Kom-Bi Hornslet onsdag 20. april.
Snart valg igen
I november 2017 er der kommunalvalg igen. Vælgerne skal sammensætte et nyt byråd, og partier og lister er allerede i gang med at finde kandidater. En barsk omgang, fordi borgerne ikke står i kø for at være med.
Men det er synd, mener kvartetten samstemmende, for der går rent faktisk en politisk prås op for de fleste, når de kommer tæt på den politiske beslutningsproces.
“Jeg var for nyligt til et møde med små hundrede deltagere, hvor der var en fin debat. Afslutningsvis er der en, der spørger, hvorfor der er så mange gamle politikere i byrådet. Og det er fordi, der ikke er ret mange yngre, der stiller op, så det vil vi gerne gøre noget ved,” siger Helle Røge.
Gennemsnitsalderen i byrådet er over 56 år.
“Selvom vi ikke er fra samme parti og langt fra er enige om alt, så er vi gode kolleger, og har det rigtig sjovt sammen uden for byrådssalen,” siger Jan Fischer.
Budget på cirka 2,5 mia.
“Vi vil gerne fortælle om, hvad tiden i politik bruges på, og hvordan det er muligt at prioritere sin tid, når man for eksempel har små børn og fuldtidsarbejde”, siger Rønnaug Engstad Laursen.
“Det er ekstremt spændende at bidrage til de beslutninger der skal træffes, bl.a. når det årlige budget på cirka 2,5 mia. kroner skal fastlægges.,” siger hun.
“Selvom vi alle fire er politikere for hele Syddjurs, er det klart, vi har den største berøringsflade i den vestlige del af kommunen. Og det er derfor vi inviterer til en informationsaften i Kom-Bi. Bliver det er succes, kan det da godt være, at vi laver lignende arrangementer i resten af kommunen,” lover Jan Kjær Madsen.