Fortsæt til indhold

Borgerlisten Syddjurs kigger i krystalkuglen

Borgerlisten skal bruge tirsdagens årsmøde til at mærke efter, om det fortsat er muligt at drive en borgerliste i Syddjurs Kommune

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Borgerlisten Syddjurs holder årsmøde (generalforsamling) tirsdag 19. april klokken 19.30 på Hotellet i Rønde.
Ordet er sædvanen tro frit for alle borgere i kommunen, for Borgerlisten opererer ikke med medlemslister.
Siden Syddjurs Kommunes start i 2006 har Borgerlisten formået at samle stemmer nok til at opnå repræsentation i Syddjurs Byråd.
Primært fordi listen i tidligere Ebeltoft borgmester Jørgen Brøgger har haft en afgørende trækkraft, der har formået at række ud politisk og sætte sine fingeraftryk på arbejdet i byrådet.
Jørgen Brøgger har imidlertid måtte melde pas på sin plads i byrådet af hensyn til sit helbred og er blevet erstattet af Peter Andersen, Ebeltoft.
Årsmødet vil give et fingerpeg om Borgerlistens fremtid i lokalpolitik i Syddjurs. Kan Borgerlisten finde de afløsere, der skal til for at holde liv i en moderne borgerliste, der er erklæret borgerlig i udgangspunktet, men ved ikke at være bundet af snæver partipolitik har lettere ved at tage stilling fra sag til sag?