Fortsæt til indhold

Tidligere byrådspolitiker i Horsens har fået 10 års fængsel i stor narkosag

Samfund
Jeppe Rafn

Den tidligere byrådspolitiker i Horsens Kommune, Yunus Coban, har i dag fået en dom på 10 års fængsel i en stor narkosag, der over længere tid har kørt i Retten i Horsens. Det skriver Horsens Folkeblad.
35-årige Coban og to andre mænd var tiltalt for indsmugling af narkotika i 21 tilfælde og 1 forsøg på indsmugling. I alt drejede det sig om cirka 20 kilo kokain og 1,4 kilo heroin.
Narkosagen begyndte i juni 2014, hvor to narkokurere blev anholdt med 1,5 kilo narkotika i bilen. I november 2014 blev endnu en narkokurer anholdt med 500 gram narkotika i bilen, og umiddelbart herefter blev yderligere tre personer anholdt. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
"Sagen er blevet til efter et omfattende efterforskningsarbejde på halvandet år, hvor Task Force Vest har samarbejdet med Rejseholdet og internationale samarbejdspartnere. Efterforskningen førte til, at vi kunne rejse tiltale mod de tre mænd, der i dag fik 8, 10 og 13 års fængselsstraf ved Retten i Horsens. Vores påstand var, at to af de tre mænd var bagmænd og den tredje mellemmand. Retten viste sig ikke at være enige med anklagemyndigheden i dette og dømte i stedet alle tre som mellemmænd," siger politiets anklager, Lenette Skak.
De to andre dømte er en mand på 30 år, der ligesom Yunus Coban er fra Horsens, og en 43-årig hollandsk statsborger, der blev udleveret til retsforfølgning i Danmark den 5. maj 2015. Den 43-årige hollænder er Yunus Cobans onkel, skriver Horsens Folkeblad.
De tre dømte har alle udbedt sig betænkningstid i forhold til, om de vil anke deres domme.
Udover de tre personer, der i dag blev dømt, er der tidligere faldet dom til seks personer i den store narkosag. Det drejer sig om fem narkokurerer, der har fået mellem 3 år og 10 måneder og 7 års fængsel, samt en mellemmand, der har fået en dom på 8½ års fængsel.

10 måneder i Horsens Byråd

Yunus Coban blev valgt ind i byrådet for Socialdemokraterne ved kommunalvalget i 2013.
Han var medlem af Horsens Byråd fra januar 2014 til udgangen af oktober 2014.
Den 18. oktober 2014 skrev Socialdemokraterne på sin hjemmeside, at Yunus Coban netop havde udsendt denne pressemeddelelse:
"Jeg har i slutningen af september 2014 fremsendt en anmodning til Horsens Byråd om at blive fritaget for mit hverv som medlem af byrådet i Horsens Kommune. Begrundelsen er, at jeg har fået opfyldt et længe næret ønske om at få en elevplads som rejsemontør i den virksomhed, hvor jeg er ansat, hvilket vil gøre det svært for mig at være i Horsens. Det vil derfor også være svært for mig at passe mit hverv som byrådsmedlem på en ansvarlig og respektfuld måde, og jeg ønsker derfor at blive fritaget."
Yunus Coban blev anholdt i november 2014.