Fortsæt til indhold

Skal det være tilladt at yde aktiv dødshjælp?

Tidligere formand for Det Etiske Råd diskuterer temaet ved onsdagscafé på Ringparken i Ryomgård

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

I Danmark er det kun lovligt at yde såkaldt passiv dødshjælp, hvilket vil sige, at lægerne for at lindre smerter giver medicin, selv om det kan medføre fremskyndelse af dødstidspunktet. Samtidig er det også muligt at undlade behandling, når det blot udskyder patientens død.
Aktiv dødshjælp og assisteret dødshjælp straffes med bøde eller fængsel i op til tre år.
Lektor, ph.d. Jacob Birkler, tidligere formand for Det Etiske Råd, har tidligere været fortaler for aktiv dødshjælp. Men møder med døende på kræftafdelinger og hospicer blev et vendepunkt, og i dag mener Jacob Birkler, at vi i stedet skal hjælpe døende gennem de mange muligheder for at lindre, pleje og behandle.
Under overskriften 'Aktiv dødshjælp eller aktiv hjælp til døende!' tager han temaet op ved onsdagscafé på Ringparken i Ryomgård 6. april.
"Spørgsmålet om aktiv dødshjælp er en af de mest komplekse etiske spørgsmål, der ofte fremkalder en skyttegravskrig mellem tilhængere og modstandere. Men hvad er op og ned i debatten og hvad fortæller den nyeste viden," lyder det fra Birkler.
Onsdagscaféen begynder klokken 13.30 og er kommet i stand via et samarbejde mellem Menighedsrådet og Ringparkens brugerråd.