Fortsæt til indhold

Genvalg til Britt Bager i Favrskovkredsen

Hun bragede ind i Folketinget med 7.306 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds i juni 2015. Derfor blev der ikke stillet spørgsmålstegn ved hendes kandidatur i Favrskovkredsen på Venstres nyligt afholdte generalforsamling

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Britt Bager, 37, fortsætter som folketingskandidat for Venstre i Favrskovkredsen.
Det blev bekræftet på Favrskov Venstres nyligt afholdte generalforsamling, hvor ingen stillede spørgsmålstegn ved Britt Bagers kandidatur.
Det ville også have været en overraskelse af de større i betragtning af, at Britt Bager ved Folketingsvalget i juni 2015 med 7.306 personlige stemmer i Østjyllands Storkreds opnåede et af Venstres fire mandater i Østjylland efter en meget velgennemført valgkampagne.
Der har ellers været snak i V-kredse på Djursland, at man gerne så den tidligere Grenaa-pige som Venstres kandidat i Djurskredsen, der er ledig efter Anne-Mette Winther Christiansens afgang.
"Jeg har ikke fået en forespørgsel fra Venstrefolk på Djursland, så det kender jeg intet til. Jeg er Venstres kandidat i Favrskovkredsen, og det er det, som jeg forholder mig til," siger Britt Bager, der bor på Frederiksberg, men jævnligt besøger familien i Grenaa, ligesom hun har sommerhus på Djursland.
Hun har også et tæt samarbejde med begge Djurslands-borgmestre, partifællen Claus Wistoft i Syddjurs og Jan Petersen (A) i Norddjurs.