Fortsæt til indhold

Nye kampfly kan koste 1000 arbejdspladser

Nye danske kampfly kan indebære at der etableres flybase et andet sted end Skrydstrup

Samfund
Af Peter Rasmussen

Den første danske F16 landede på flyvestationen i Skrydstrup i 1982. Senere kom mange flere til og for en årrække siden blev flybasen i Skrydstrup base for alle danske kampfly og tog navneforandring til Fighter Wing Skrydstrup.
Det betyder at når Danmark sender fly og personel til krigsindsats i Irak, Syrien eller andre steder. Eller når Danmarks luftrum med øjebliks varsel skal forsvares overfor russiske jagere over Østersøen, så udgår alt dette fra Skrydstrup. Og der er ikke en purk eller en tøs med rødder i Vojens-området, der ikke er vokset op til lyden af jagerfly.
Men det kan få en ende. Når Danmark beslutter sig for nye kampfly, kan hele det apparat, der skal etableres på jorden, være så forskellig fra det man har i dag, at det kan give mening at bygge andetsteds.
Det vurderes at en lukning af Fighter Wing Skrydstrup vil koste op imod 1000 arbejdspladser. Både stillinger direkte relateret til flyene og de mange andre funktioner på flybasen. Men også jobs i virksomheder, der er leverandører til flyvestationen, hos handlen og så videre.
Endnu er dette scenario 'kun' en trussel, men det er en trussel som tages meget alvorligt, både hos Haderslev Kommune og hos de interesseforeninger, som findes. Her er man ved at planlægge en storstilet aktion, hvis det bliver nødvendigt at kæmpe for flyvestationens bevarelse.