Fortsæt til indhold

Ren rock'n' roll for unge

Ungdommens Uddannelsesvejledning og Ungeindsatsens er rykket ind i nye lokaler på den historiske GD-grund på Østerbrogade i Grenaas gamle hjerte

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Norddjurs Kommune har haft som målsætning, at Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU) og Ungeindsatsens nye lokaler ikke skulle ligne et rådhus eller et jobcenter, men i højere grad være indbydende og tiltrækkende for målgruppen, unge mennesker.

Det slog borgmester Jan Petersen (S) fast ved indvielsen af de nye lokaler på den gamle GD-grund i Grenaa, hvor byen har en lang historie. Borgmesteren holdt indvielsestale stående på en trappe, og det illustrerede meget godt, at indretningen er mere rock'n' roll end traditionel kedsommelighed.

"Vores værdier handler om at give unge mulighed for medindflydelse og ansvar, og derfor har kommunen inddraget de unge i indretningen og funktionaliteten, hvilket stedet bærer meget præg af,” lød det fra en tilfreds Jan Petersen.

“Vi har også bevidst valgt fysisk at placere den ungdomsorienterede indgang til kommunen et neutralt sted, tæt på ungdomsboliger, iværksættermiljøet for unge og ikke mindst tæt på de mange ungdomsuddannelser, vi har i Grenaa. UU og Ungeindsatsen skal nemlig være nemt for unge at komme til og et inspirerende sted at være,"

Samarbejde på Djursland

UU Djursland er et samarbejde mellem Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune om uddannelses- og erhvervsvejledning til børn og unge.

Her samarbejder vejledere fra Ungdommens Uddannelsesvejledning, sagsbehandlere, jobkonsulenter og mentorer om at støtte de unges vej mod uddannelse og job.

Ambitionen, at UU Djursland skal være en bærende kraft i samarbejdet mellem vejledere, skoler, uddannelsesinstitutioner, jobcentre og erhvervslivet.

Opgaven er:

  • at vejlede elever i folkeskolen
  • at vejlede unge om valg af uddannelse og erhverv
  • at vejlede unge med særlige behov
  • at vejlede unge der ikke er i uddannelse eller beskæftigelse
  • I omegnen af 20 vejledere løser opgaver lokalt på skolerne, jobcentrene og på det nye hovedkontor i Grenaa

UU Djursland løser således opgaver på en lang række forskellige matrikler i både Norddjurs Kommune og Syddjurs Kommune.

Lotte Kruse er daglig leder. Hun tog over i 2014.