Fortsæt til indhold

Josephine-Emilia fra Horsens vinder Little Miss Galaxy 2016 i Georgien

Samfund
Lotte Gyldenvang

16-årige Josephine-Emilia Thide Nielsen fra Horsens har vundet talent - og skønhedskonkurrencen Little Miss & Mister Galaxy 2016, for børn og unge i alderen 4-18 år.
Tidligere i foråret blev den 16-årige horsensianer kåret til Miss Teen Danmark 2016 af Miss Danmark Organisationen. Hun kvalificerede sig som Danmarks repræsentant tilden internationale konkurrence og har altså vundet titlen, som hun kan bære det næste års tid. Det oplyser Miss Danmark på deres hjemmeside.


I løbet af den sidste uge har Josephine-Emilia befundet sig i Kutaisi, Georgien sammen med sin mor og andre deltagere fra hele verden. Der blev konkurreret i fire forskellige klasser:

4-7 år - Mini
8-11 år - Little
12-15 år - Pre-teen
15-18 år - Teen (Josephine-Emilias kategori)

I løbet af ugen har deltagerne været på seigtseeing i Georgien, til gallamiddage, receptioner, photoshoots, gået modeshows, været igennem en talentkonkurrence, national kostume runde, Galaxy Stars show, personlige interviews og meget mere.

Der har været meget fokus på Josephine-Emilia, som både har imponeret arrangørerne, tilskuerne og dommerne med sit unikke look, talent og imødekommenhed.
I aftes løb det storslåede finaleshow af stablen, hvor Josephine-Emilia var på scenen for at repræsentere de røde og hvide farver. Det gjorde hun med bravour som resulterede i, at Danmark løb af sted med sejren, oplyser Lisa Lents, direktør for Miss Danmark.

"Vi er super stolte af Josephine-Emilia. Vi har i de sidste måneders tid forberedt os grundigt på konkurrencen og det har tydeligvis givet pote. Der var en masse praktisk, der skulle klares i form af diverse kostumer deltagerne skulle bruge undervejs, såsom talentkonkurrence kostume, galaxy stars, nationalkostume og så videre. Her har vi haft et tæt samarbejde med hendes forældre, som har været en stor støtte. Udover det, skulle der trænes poseringer, catwalk, performance, og så skulle hun selvfølgelig gøres mentalt klar til konkurrencen. Udover det, var der en masse interviews der skulle klares.
Jeg har undervejs i konkurrencen fået meget positive tilbagemeldinger omkring Josephine-Emilia efter hun havde været igennem diverse delkonkurrencer, og jeg var ikke i tvivl om at hun ville klare sig godt til den store finale.
Da jeg scoutede Josephine-Emilia i første omgang, kunne jeg se stor potentiale, og jeg er glad for at jeg ikke er den eneste der har fået øjnene op for hende. Nu har hun formået at sætte Danmark på verdenskortet og der følger forhåbentlig en masse spændende opgaver fremover.
I børne/ungdoms konkurrencer er der i høj grad fokus på talent og personlighed, men man skal selvfølgelig også kunne lide at være på, at få taget billeder og gå modeshows. Josephine-Emilia er meget passioneret omkring ridning og er 2x Danmarksmester i dressur. Det kunne hun selvfølgelig ikke demonstrere til konkurrencen, og valgte derfor at optræde med et selvskrevet digt på engelsk til talentkonkurrencen. Jeg tror, at grunden til at hun vandt er, at hun ud over sit smukke ydre besidder nogle kvaliteter, som organisationen vægter højst, såsom ydmyghed, ambitionsniveau, talent og lysten til at gøre en forskel," fortæller Lisa Lents.

Ambassadør for Kræftens Bekæmpelse

"Josephine-Emilia er for nyligt blevet ambassadør for Kræftens Bekæmpelse og hun ønsker at være et godt forbillede for andre unge. Hun har valgt netop den organisation, fordi hendes morfar desværre er syg, og det er en sag, som virkelig står hende nært. Når hun kommer hjem, skal hun fortsætte med at sætte fokus på organisationen. Udover det skal Josephine-Emilia tilbage til hverdagen med skole, ridning og modelarbejde," siger Lisa Lents, direktør for Miss Danmark.