Mand med kniv røvede Fakta
Af Simon Carlson
En mand, der vurderes til at være omkring 30 år, truede i går omkring klokken 21.00 personalet i Fakta på Bytorvet i Hedensted med en kniv.
Manden beskrives som cirka 160 centimeter høj, spinkel af bygning med lys hud og lyst hår og blå øjne. Han var iført en hjemmelavet elefanthue, og indenunder kunne personalet se, at manden havde lyst fuldskæg. Han var desuden iført mørkt arbejdstøj.
Sydøstjyllands Politi hører meget gerne fra folk, der kan have observeret noget omkring Fakta på gerningstidspunktet eller kan genkende signalementet af manden.
Manden fik et ukendt kontantbeløb med sig, oplyser vagthavende ved Sydøstjyllands Politi.