Fortsæt til indhold

Signaturer sat på historisk kontrakt

Arbejdet med omfartsvejen nord om Grenaa er klar til start

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

“Det er et meget stort projekt. Ja, rent faktisk det største anlægsprojekt i Norddjurs Kommunes historie,” lød det fra Norddjurs borgmester Jan Petersen (S), før han i sidste uge satte sin signatur på en kontrakt til 50 mio. kroner sammen med anlægsdirektør Jesper K. Jacobsen fra entreprenørvirksomheden Per Aarsleff, der skal forestå arbejdet med at anlægge omfartsvejen nord om Grenaa.

“Her arbejder vi”

“Ældrebolighandlingsplanen var nok dyrere, men den var delt op i bidder, så derfor kan man god ret sige, at omfartsvejen nord om Grenaa er det største anlægsprojekt i historien,” fortsatte borgmesteren, der endnu en gang fik fortalt sit fortrukne mantra om, at man i Norddjurs Kommune bestiller noget, som det er en produktionskommunes lod.

“Det er omfartsvejen et godt eksempel på. Den skal sikre en forbedret adgang til Grenaa Havn og til de erhvervsområder, der ligger nord for Grenaa,” forklarede Jan Petersen på det lille 'underskrivelsen-af-kontrakten-møde' på Havnekajen i Grenaa, hvor både borgmesteren og anlægsdirektøren var mødt frem med pænt mange sekundanter, der kunne se, at alt gik rigtigt til.
“Prisen på hele anlægget ser ud til at blive på 114 mio. kroner, hvor staten har garanteret betaling for op til 120 millioner kroner,” forklarede Jan Petersen, der med smil på læben noterede, at Norddjurs Kommune af den daværende transportminister i den forhenværende VK-regering, fik valget om det skulle være en stats- eller en kommunevej.

“Vi valgte en kommunevej, så vi selv kunne sidde med styrepinden, mens staten har bidraget 100 procent med økonomien. Det er der ikke mange andre kommuneveje, der kan kopiere,” sagde en tydeligvis tilfreds borgmester.

Sådan er tidsplanen

Per Aarsleff kører det store arsenal af maskiner i stilling i slutningen af april 2016, og omfartsvejen forventes klar til indvielse oktober 2017.

Vejen omfatter en 6,1 kilometer ny vejstrækning fra rute 16 nord om Dolmer og Åstrup frem til Nordhavnen.
Omfartsvejen kom første gang på dagsordenen i 2009. I aftalen om en grøn transportpolitik af 29. januar 2009, blev det besluttet at i gangsætte en forundersøgelse vedrørende en ny omfartsvej ved Grenaa.

Det var en bred forligskreds bestående af S, Dansk Folkeparti, SF, Det Radikale Venstre og Liberal Alliance, som sammen med VK-regeringen stod bag aftalen.