Unge lærer at kravle i nyt inkubatormiljø
Viden Djurs har åbnet et nyt iværksættermiljø, hvor tre spritnye spilvirksomheder får optimale betingelser
“Drømmen er selvfølgelig at lave noget kreativt,” siger Simon Ankerstjerne, studerende på GameIT Biz på Vid Gymnasier i Grenaa.
Sammen med nogle medstuderende har han dannet en decideret, interaktiv spilvirksomhed, Unit Zero Studios, der er sluppet gennem nåleøjet til det nye iværksættermiljø på Vid Gymnasier i Grenaa, som blev indviet i fredags.
Det nye iværksættermiljø er målrettet unge gymnasieelever, som Simon Ankerstjerne og hans kammerater, der har lyst til at starte en virksomhed, mens de går i gymnasiet.
Viden Djurs har nu igennem flere år arbejdet systematisk med iværksætteri og hele tiden videreudviklet på sine metoder, blandt andet ved at etablere iværksættermiljøer/ inkubatormiljøer for nye virksomheder.
Eksperter hjælper til
“Med ordet inkubatormiljø mener vi et sted, hvor nye virksomheder har de bedste muligheder for at blive etableret og hjulpet godt på vej. Der er gratis kontorplads og software, og der er mulighed for at komme til at snakke med eksperter om forhold som virksomhedsetablering, skatteforhold, regnskaber, revision, forretningsplaner og meget mere,“ fortæller Tove Ingerslev, afdelingsleder på VID Projekter.
Til hver virksomhed er der også tilknyttet coaches, som hjælper de unge studerende, som Simon Ankerstjerne og hans kammerater, med at banke milepæle i jorden og løbende bruge målebåndet for at se, hvor langt virksomheden er i forhold til milepælene.
“Ikke alle virksomheder vil overleve, men nogle vil – og de, der ikke gør, har fået et førstehåndskendskab til, hvordan man stifter en virksomhed, og flere undersøgelser peger på, at de får lyst til at forsøge sig igen på området senere i livet,” siger Tove Ingerslev.
Tre virksomheder udvalgt
I efteråret 2015 blev eleverne på VID Gymnasier informeret om, at der ville åbne en inkubator for unge start-up virksomheder fra gymnasiet.
12 virksomheder lagde billet ind på en plads i inkubatoren.
“Vi havde på forhånd besluttet, at der i første omgang kun ville være plads til 3 nye virksomheder, så derfor blev de 12 potentielle virksomheder inviteret til en 'pitch-konkurrence', hvor de kunne pitche (præsentere, red.) deres virksomhedsidé for de lærere, der også skal fungere som coaches i inkubatoren,“ fortalte rektor Morten Bang Sørensen, Vid Gymnasier, ved indvielsen.
Simon Ankerstjerne og hans kammerater pitchede så overbevisende, at de slap med blandt de tre udvalgte, og Unit Zero Studios er nu flyttet ind i VID Gymnasiers inkubatormiljø på Stadion Allé i Grenaa.
“Vi regner med at lukke flere virksomheder ind i miljøet, når det er kommet godt i drift,” lover Tove Ingerslev.