Giv et praj
Ny app skal gøre borgerhenvendelser lettere.
Syddjurs Kommune har i en del år brugt ”Tip Syddjurs”, hvor borgere via hjemmesiden eller deres mobil kan oplyse kommunen om, hvor der er huller i vejen, affald, skæve fliser og meget mere. Det har været med til at lette kommunens arbejde, da løsningen giver en præcis placering af problemet på et kort, samtidig med at borgeren modtager en kvittering, når opgaven er løst.
Syddjurs Kommune skifter nu til et nyt system, som hedder ”Giv et praj - Syddjurs”. Systemet leveres af Sweco, og giver i lighed med det gamle system mulighed for at indberette henvendelser via hjemmesiden og via en app til både IOS og Android mobiltelefoner.
Det betyder for dig som borger i Syddjurs, at du skal slette den gamle ”Tip Syddjurs” app og installere den nye ”Giv et praj - Syddjurs” app. Du kan allerede nu hente den nye app og begynde at bruge den på din mobile enhed. Adgangen til den gamle platform er blevet lukket den 26. juni og kan ikke længere bruges.
Bedre styring af opgaver
Chef for teknik og miljø Sanne Attermann udtaler i en pressemeddelelse om skiftet til Giv et praj - Syddjurs:
»På hele vej-og ejendomsområdet ser vi frem til Giv et praj - Syddjurs, selvom vi har været glade for Tip Syddjurs. Med den nye løsning har vi en bedre styring af opgaver helt fra modtagelsen fra borgeren og ud til den enkelte medarbejder. Det er rigtig vigtigt, når vi skal nå at løse de mange opgaver inden for området inden for en rimelig tid.«
Kommunen skifter til ”Giv et praj - Syddjurs”, fordi den nye løsning giver kommunens Natur og vejservice bedre redskaber til at følge konkrete henvendelserne hele vejen ud til de medarbejdere, der skal løse opgaven.
I den nye løsning er der også bedre muligheder for at dokumentere, hvordan opgaverne bliver løst og hvornår, samtidig med at man også kan koble på en række interne systemer.