47 mio. kr. mere på et valgår
Enigt byråd har fordelt de kommende års budget. Og så var der tilmed 47 mio. mere at gøre med, end først ventet. Lige her i et valgår.
Samtlige partier i Favrskov Byråd præsenterede forrige tirsdag de kommende års budgetter for Favrskov Kommune.
Og det bliver til hele 47 mio. kr. mere til 'velfærd' end først ventet, så det samlede anlægsbudget i 2018 lander på 138 mio. kr. mod det forventede 90 mio. kr. Og de kommende år er der allerede afsat 100 mio. kr. til anlæg, mod forventet 90 mio. kr. tidligere på året.
Det er blandt andet færre midler til flygtninge, indkomstoverførsler på arbejdsmarkedsområdet, samt en bedre bloktilskudsaftale mellem Kommunernes Landsforening og regeringen, der giver de mange millioner kr. ekstra i kassen. Og dem vil politikerne selvfølgelig gerne brænde af.
Der bliver plads til både de lidt 'kedelige' opgaver, som renovering af kommunens ejendomme, især skolerne. Der er også afsat 2,5 mio. kr. til en kunstgræsbane i Hadsten, 10 ekstra plejehjemspladser i Voldum og så er der afsat mere end 5,5 mior. kr. til vej-sagen, hvor planen er så vidt det er muligt - at kommunalisere så mange veje som muligt i Favrskov.
Men helt konkret hvordan, har de endnu ikke kommet med et bud på.
Budgettet var i høring frem til 18. september og blev 1. behandlet i byrådet i tirsdags.
Her var der glæde hele vejen rundt fra de enkelte byrådsmedlemmer, der hver især fik fremhævet deres mærkesager.
2. behandling af budgettet finder sted 10. oktober