»Store forandringer« på vej: Politikere vil femdoble landsby
Offentlig høring til en ny helhedsplan for Årslev er åbnet.
Den lille landsby Årslev vest for Aarhus står overfor en markant udvidelse.
I dag bor der 1.000 mennesker i byen, men i fremtiden skal den femdobles i størrelse og huse 4.000 nye aarhusianere, som skal bo i et nyt byområde.
Det er i hvert fald ambitionen i Teknik og Miljø, der har sendt et forslag til en ny helhedsplan for Årslev i høring. Planen omfatter også, at byen skal rumme 1.000 nye arbejdspladser.
»Området omkring Årslev står over for store forandringer, når mange flere skal bo og arbejde her. I den udvikling er det helt afgørende, at vi værner om det, der gør Årslev særlig i dag. Det er en lille landsby med et stærkt fællesskab, hvor alt er tæt på. Helhedsplanen sætter en tydelig retning for, hvordan vi kan bevare den særlige identitet og bygge videre på den i en moderne fortolkning af en landsby,« siger Nicolaj Bang (C), rådmand for Teknik og Miljø, i en pressemeddelelse.
Helhedsplanen lægger op til at benytte en række centrale greb, som man kender det fra landsbyerne i gamle dage. Helt centralt er en stor, grøn fælled i midten af området, der skal være hjertet, hvor borgerne mødes. Her skal være en række offentlige funktioner samtidig med, der vil være mulighed for naturlegeplads, fælleshuse, fælleshaver, bålplads, og hvad de kommende beboerne ellers ønsker og vil realisere.
Fredet naturområde
I baghaven af det nye byområde ligger Årslev Engsø, et internationalt beskyttet Natura 2000-område, og der har forud for helhedsplanen været en del kritik fra såvel borgere som lokalpolitikere af, at man vil bygge boliger nær det naturskønne, fredede område.
I høringsportalen fremgår det, at Aarhus Kommune har vurderet, at der hverken er pligt til at få foretaget en miljøvurdering eller en habitatkonsekvensvurdering.
Hos Enhedslisten er der også modstand, fremgår det af en mindretalsudtalelse til helhedsplanen.
»Enhedslisten kan ikke acceptere at der etableres by tæt på den fredede Årslev Engsø og i et sårbart natur-, fugle- og drikkevandsområde. Der mangler vurdering af denne sårbarhed i kommunens egen Natura 2000-undersøgelse. Trusler mod bl.a. odderens levesteder bagataliseres. Natur , dyre- , fugleliv og drikkevand skal beskyttes. Der skal udlægges grundvandsparker. Der bør ikke bebygges eller på anden måde byudvikles syd for Skibbyvej ned mod Årslev Engsø. Eksisterende naturområder skal bevares som natur,« lyder kritikken.
Ifølge rådmanden er det en strategi i helhedsplanen, at udviklingen skal tilpasses landskabet og tage afsæt i områdets terræn.
»Det har også været et stort lokalt ønske, at udviklingen sker på landskabets præmisser. Og det forstår jeg godt. Vi skal selvfølgelig stå ved det store ansvar, det er at udvikle i Aarhus Ådals særlige landskab. Netop derfor lægger helhedsplanen op til, at den nye bebyggelse er koncentreret om Silkeborgvej, mens den trapper ned mod Årslev Engsø og landskabet. Vi sender nu helhedsplanen i høring, og så håber jeg, at der er mange, der vil benytte sig af muligheden for at komme med input til planen,« siger Nicolaj Bang.
Naboer og nuværende indbyggere i Årslev har bidraget til helhedsplanen, og de - og alle andre, der ønsker - kan nu også give deres mening til kende i kommunens høringsportal deltag.aarhus.dk.
Høringen kommer til at vare 12 uger og afsluttes dermed onsdag den 20. september.
Cirka to uger før fristen, 4. september, afholdes der et borgermøde på Blixens Rooftop ved Edwin Rahrs Vej, hvor man kan blive orienteret om helhedsplanen.