Privat fodboldskole har fået stærkt lokalt fodfæste
25-årige Christian Lintrup er i gang med sin tredje sæson som selvstændig fodboldskoleejer.
Der er kommet nogle få grønne nuancer i det stadig tørkeramte og afsvedne græstæppe på boldbanerne i Auning.
Den nylige regn har blødgjort banerne en anelse under de godt 160 par unge fødder, der spæner rundt med boldene tæt på støvlerne, og selv om baneforholdene lider lidt i sommervejret, så er entusiasmen intakt. Heldigvis. For det er den, der er hele grundlaget for Christian Lintrups fodboldskole Football Camps, som han startede i 2021.
De første to år har Football Camps haft fodboldskolen i Vivild, men i år er den rykket til Auning, hvor rigtig mange gengangere fra de seneste år er rykket med. Til Christian Lintrups store glæde.
»Vi har spillere fra hele oplandet fra Ørsted, Allingåbro, Vivild og Nørager, og det er jo vildt fedt at se, at de er fulgt med. Det betyder jo, at vi gør det godt med vores koncept, og forældrene får nogle glade børn hjem om eftermiddagen,« konstaterer den 25-årige fodboldskoleejer.
Målrettet træning
Ifølge Christian Lintrup har drømmen om at starte sin egen fodboldskole i en eller anden forstand eksisteret hos ham siden efterskoletiden.
Han har selv været træner på DBU’s fodboldskoler, og har ligeledes fået trænererfaring som assistentræner på ungdomshold i Randers FC og på Bloomsbury Football Academy i London.
Her så han en anderledes måde at gøre tingene på, og da den valgte uddannelse på Aarhus Universitet alligevel ikke viste sig at være vejen at gå, besluttede Christian Lintrup sig for, at tiden var moden til at prøve drømmen som fodboldskoleejer af.
»Vi adskiller os fra mange af de andre fodboldskoler ved at være lidt mere målrettede med den daglige træning. Vi har et fast program hver dag under emnerne dribling, afslutning, pasninger og kontrol, så man forhåbentlig kan mærke, at man bliver bedre i løbet af dagen. Vi har også masser af plads til leg og konkurrencer, men det er helt klart målet, at deltagerne skal føle, at de lærer noget,« fortæller Christian Lintrup, som med Football Camps også har forsøgt at gøre det lidt mere fleksibelt for både børn og forældre.
Man kan for eksempel vælge, om man vil deltage i hele ugen eller kun nogle få eller en enkelt dag, hvis man har behov for at prøve fodboldskolen af.
Langt de fleste er dog med hele ugen, og fodboldskolens omsætning er da også fordoblet siden starten.
Øjnene på bolden
Det betyder imidlertid ikke, at Christian Lintrup er blevet forgyldt gennem sin virksomhed. Ifølge fodboldskoleejeren er det ikke penge, men passionen for fodbold og træningen, der driver værket.
»De penge vi tjener, har jeg valgt at investere i virksomheden. Jeg kunne godt vælge at tjene penge på det, men for mig er det passionen for fodbolden, der er det vigtige. Når børnene og forældrene synes, det vi laver er fedt, så er det også fedt for os. Det er en af grundene til, at vi gerne vil have pengene i virksomheden, så hvis en strømpe går i stykker, eller en deltager mister en drikkedunk, så sørger vi for, at de får en ny. Vi gider ikke at gå op i småting. Det vigtige er fodbolden,« fastslår Christian Lintrup.
Udvikling undervejs
Det betyder imidlertid ikke, at han ikke gerne ser Football Camps udvikle sig og brede sig til mere end en lokation om året.
Med sig har Christian Lintrup således en række gode kammerater, der blandt andet fungerer som trænerledere under fodboldskolen.
Det er en naturlig udvikling af virksomheden, efter stifteren selv havde fingrene nede i alle detaljer ved de første udgaver af Football Camps. Men hvis den skal udvikle sig, er uddelegering også nødvendigt.
Det involverer blandt andre Anders Peder Byskov, som har været med fra starten.
Han vurderer, at fodboldskolen er ved at finde sin form i en sådan grad, at han sagtens kan se den udvikle sig over de kommende somre.
»Det er jo et skib, vi bygger, mens det sejler, så vi har jo lavet nogle fejl undervejs, og dem har vi jo lært af. Jeg vil da bestemt påstå, at vi laver en bedre fodboldskole i dag, end vi gjorde for et par år siden. Det skal vi bare blive ved med,« siger Anders Peder Byskov.
Bedømt ud fra entusiasmen på de afsvedne, men dog nu også grøn-plettede fodboldbaner i Auning, lader det til, at deltagerne giver ham ret i den påstand, og dermed bør der være fodfæste for Football Camps igen næste år.
»Hvis vi skal udvikle os og måske åbne fodboldskoler flere steder, så kræver det, at deltagerne her får så god en oplevelse, at de har lyst til at komme igen. Så simpelt er det,« noterer Christian Lintrup.