Vejen er banet for nye virksomheder i Auning
Lokalplanen for byens nye erhvervsområde er nu endeligt godkendt i miljø- og teknikudvalget.
Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune godkendte i sidste uge lokalplanen for området mellem Energivej og Østergade i Auning, der giver plads til at etablere byens nye erhvervsområde.
Lokalplanen har været i høring fra slutningen af marts til slutningen af maj. Det har en del af naboerne til området blandt andet benyttet sig af ved at give udtryk for bekymring for støjgener i forbindelse med, at lokalplanen nu vil give mulighed for let industri på området.
Naboerne har i deres høringssvar derfor blandt andet anmodet om at udvide det planlagte beplantningsbælte imellem erhvervsområdet og naboerne, som skal være med til at dæmpe eventuelle støjgener fra området. Naboerne så gerne bæltet udvidet fra 15 meter til 30 meter.
Det har forvaltningen i Norddjurs Kommune delvist imødekommet ved at udvide bæltet til 20 meter.
Ud over støjgener har enkelte naboer også udtrykt bekymring for naturliv og udsigt, når nye virksomheder på et tidspunkt kommer til. Norddjurs Kommune henholder sig i den henseende til, at det ikke just er en ny tanke, at arealet skal benyttes til erhverv.
»Forvaltningen bemærker, at området har været udlagt til erhvervsområde allerede i kommuneplan 1993 – 2005 og i gældende lokalplan 152 siden1996. Det må derfor være forventet, at der på et tidspunkt ville blive bebygget i området,« skriver Norddjurs Kommune.
Flere aftaler på plads
Ifølge Lokalavisens oplysninger har der været stor efterspørgsel fra forskellige virksomheder på at etablere sig i området. På nuværende tidspunkt skulle der ifølge avisen oplysninger været indgået forhåndsaftale med en række virksomheder. Hvilke virksomheder, der er tale om, holder kommunen dog stadig tæt med.
Aftalerne med virksomhederne er formentlig også betinget af, at lokalplanen går endeligt igennem den politiske proces.
Efter sommerferien skal lokalplanen således først behandles i økonomiudvalget og siden i kommunalbestyrelsen, inden det nye erhvervsområde er endeligt godkendt.
Det er desuden intentionen, at indkørslen til det nye erhvervsområde skal foregå fra Østergade. Det er imidlertid statsvej, hvorfor det bliver op til Vejdirektoratet at godkende en ny vejadgang til området.