Nu skal det være nemmere at klage
Som det er nu, er bilister henvist til domstolene, hvis de ønsker at klage over en parkeringsafgift, som er udstedt af et privat p-selskab. Det vil transportminister Ole Birk Olesen (LA) lave om på. Han vil pålægge de private parkeringsselskaber at oprette et klagenævn, som kan behandle klagen uafhængigt.
”Hvis en bilist får udstedt en afgift for parkering på en kommunal parkeringsplads, som bilisten ikke er enig i, kan vedkommende klage til kommunen, som har pligt til at behandle klagen sagligt. Men hvis bilisten vil klage over en afgift, som er udstedt på en offentligt tilgængelig privat parkeringsplads, er bilisten i praksis nødt til at lægge sag an ved domstolene. Det er omkostningsfuldt og uoverskueligt og afholder mange fra at klage. Derfor foreslår jeg, at vi pålægger parkeringsbranchen at oprette et klagenævn, som uafhængigt kan forholde sig til klager,” lyder det fra Ole Birk Olesen.
Se eller gense tv-indslag: Peter har alle danskeres hadejob
Hos FDM er man glad for udmeldingen:
”Vi har gennem flere år efterlyst et klagenævn, som vi mener, vil forbedre bilisternes retssikkerhed markant. Derfor et det glædeligt, at transportministeren nu vil pålægge de private p-selskaber at oprette et uvildigt klagenævn, når selskaberne nu ikke selv kan finde ud af det,” siger jurist og konsulent i FDM, Dennis Lange.
Ministeren vil også, ifølge lovforslaget som netop er sendt i høring, gøre en række parkeringsregler mere logiske og rimelige.