Kig indenfor i pragtvillaen
Bestseller-forfatteren Jussi Adler-Olsen har sat prisen på sit hjem i Allerød ned. Og selvom der blot er tale om en nedsættelse på seks procent, svarer det til, at en ny køber kan erhverve sig nøgler og brugsret over den 163 kvadratmeter store villa 400.000 kroner billigere, end hvad huset oprindeligt blev udbudt til. Det skriver boligsiden Boliga.
I dag står der således 6.795.000 kroner på ejendomsmæglerens salgsopstilling, der iøvrigt også afslører, at flere af Adler-Olsens bøger om Afdeling Q og politimanden Carl Mørck er blevet til på disse kvadratmeter.
Der burde dog være gode muligheder for at abstrahere fra alle de grufulde mordgåder, som den 66-årige forfatter har udtænkt på adressen.
Huset ligger nemlig i idylliske omgivelser med en baghave med direkte adgang til skov, sø og Arnes Mose.
Indendørs er der tale om en klassisk villa, som blandt andet rummer et køkken-alrum, to stuer og en havestue, der gemmer på en hemmelighed, som i særdeleshed kommer vandhundene til glæde. Under gulvet findes der nemlig en indendørs svømmepøl.
Og det er ikke den eneste liebhaver-detalje, Jussi Adler-Olsen og fruen Hanne kan byde på i hjemmet, som de selv erhvervede for 4.680.000 kroner i 2007, oplyser Boliga. Der findes nemlig også både et walk-in closet og et wellness-badeværelse bag de gulmalede mure i Allerød.
Flytter til Valby
Adler-Olsen-parret købte i slutningen af august et byhus i Valby i København, en ejendom parret ifølge Boliga.dk gav 12,5 millioner kroner for.