Livslang interesse for det franske sprog
Lokalavisen har modtaget endnu et mindeord om tidligere skolelæge Lis Brinch
I forbindelse med Eva Lohmanns nekrolog om Liss Brinch vil jeg gerne have lov til at supplere med et par ord om Liss' livslange interesse for fransk sprog og litteratur.
Som 65-årig og stadig aktiv som skolelæge begyndte Liss på dét aftenfranskhold på gymnasiet, som fungerede indtil 2004 med en meget beskeden udskiftning af deltagerne, og som jeg havde den ære at stå for i alle 16 år.
Med liv og sjæl gik Liss op i arbejdet med franske noveller og romaner og havde altid noget at bidrage med. Liss, som var en skarp, til tider også ironisk, men altid meget kærlig og humoristisk debattør (eller debattrice!), glædede sig til pausen, hvor der blev åbnet et par flasker vin, som ikke sjældent blev suppleret med Liss' lækre, sprøde ostekager, mens stort og småt i Danmark, Frankrig og den øvrige verden blev vendt på alle leder og kanter.
Det hændte, at Liss ikke havde forberedt sig så godt, som hun burde, men det afficerede hende på absolut ingen måde, idet hun ikke var for stor til at benytte sig af billige og letgennemskuelige tricks, som når hun med overbevisning i stemmen kunne sige til sin lærer: ”Det véd du vist ikke noget om, min dreng!”
To gange om året holdt franskholdet gilde. Det gik lidt på omgang i byen, men de fleste gange foregik det hos Liss på Adelgade, hvor vi lang tid i forvejen havde bestemt, hvad vi ville have til middagen, og hvor opgaverne var blevet delt behørigt ud. Min opgave var at udvælge vinene. Når så dagen kom, havde Liss dækket festligt op, og det skortede ikke på levende lys og en varm stemning, mens deltagerne i disse symposier afleverede deres kreationer i køkkenet. Efter en velkomstdrink konverseredes på såvel fransk som dansk, og når herrerne tog damerne til bords, var det en ære at sidde ved siden af Liss.
Der blev skålet og klinket, og vinenes samt madens kvaliteter blev bedømt, idet deltagernes kulinariske kvaliteter gang på gang overgik, hvad man havde oplevet den forrige gang, og Birthe Gaden havde som regel skrevet en morsom sang.
Et år var det Blixens Babettes Gæstebud, der havde inspireret til juleafslutningsmenuen, og jeg erindrer, at postmesterens kone havde tilbragt et par dage med at lave den helt rigtige (og usædvanligt lækre) sauce til cailles en sarcophage eller vagtler i sarkofag, hvortil især en stor Pomerol vakte jubel hos alle deltagerne, ikke mindst hos Liss, som flere gange diskret betydede, at hun da gerne ville have lidt mere af denne gudedrik. Indimellem blev der læst op af Babettes Gæstebud, så afdøde Blixen ville have vendt sig i sin grav af velvære og misundelse over ikke selv at have kunnet deltage i denne hellige nadver!
Kære Liss, nu er det så slut med gastronomi og fredagsbar (i hvert fald for en tid!), og hvad du nu måtte fortære af vådt og tørt, kan sikkert ikke sammenlignes med dét, du var vant til, men godt at du gjorde det, mens du kunne, og ikke gemte nogle af livets goder til et senere, der måske aldrig ville komme.
Du tog livet på dig og spredte glæde, hvor du var, og nu er du ikke mere hér. Men du er i vores erindring, og vi, der lever lidt endnu, kan stadig smile, når vi hver især husker øjeblikke med dig og dit sjove diktum: Er der ikke mere rødvin?!
À notre santé! eller blot Skål på os allesammen!
Bon voyage, chère Liss!