39-årig mand ramt af skud igennem vindue
Det var en 39-årig mand, der mandag aften blev ramt af skud i et hus i Storegade i Hatting.
Politiinspektør Steen Edeling fortæller, at manden sad i stuen og blev ramt af 3-4 skud, der blev affyret udenfor huset og gik igennem vinduet.
"Vi har en større efterforskning i gang og er ude på stedet med teknikere," siger politiinspektøren til Lokalavisen.
Den 39-årige mand bor i huset, og det var fra huset, anmeldelsen om skyderiet kom fra, oplyser politiet.
Sydøstjyllands Politi oplyste i morges, at det var i benet, manden blev ramt af skud.
Han er udenfor livsfare, siger politiinspektør Steen Edeling, Sydøstjyllands Politi.
Der er ikke nogen anholdt i sagen, lyder det fra politiet, der ikke ønsker at gå i nærmere detaljer om efterforskningen.
Ifølge Lokalavisens oplysninger bor der også en kvinde og en lille pige i huset. Kvinden skriver på Facebook, at de har det godt.