Taxachauffør fik banket fortænder løs af vred kunde
Uddrag fra Østjyllands Politis døgnrapport fra tirsdag 17. januar til onsdag 18. januar
En 56-årig taxachauffør kørte i går aftes klokken 20.00 en 62-årig mand fra havnen og til Bodøvej i det nordlige Aarhus.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Turen foregik uden problemer, men efter betaling kom hans kæreste ud og sagde, at han manglede sine handsker og et æggebæger. Tingene var ikke i taxaen, hvorfor chaufføren afviste hende og lukkede dørene. Kvinden råbte op over afvisningen, og den 62-årige kunde kom nu ud igen og slog chaufføren flere gange i ansigtet med knyttet hånd. Forurettede fik slået sine fortænder (en tandbro) løs og havde hudafskrabninger ved munden. Politiet blev tilkaldt, og den 62-årige blev anholdt og sigtet for vold.
Døgnet i øvrigt:
Færdselsuheld
En 73-årig mandlig bilist kørte i går klokken 17.45 ad Paludan Müllersvej ud af byen. I krydset ved Vestre Ringgade i Aarhus V ville han svinge til venstre. Han holdt tilbage for modkørende, svingende færdsel og kørte frem, da han mente, at der var fri. Han fejlopfattede sin svingbane og ramte en 26-årig bilist, der var ved at køre frem ad Vestre Ringgade i venstresvingbanen, hvor han skulle svinge til venstre ad Paludan Müllersvej. Der skete ingen personskade, oplyser Østjyllands Politi.
Narkokørsel og kørsel uden kørekort
En 21-årig mand kørte i nat klokken 03.15 ad Havkærvænget i Tilst, selvom han var frakendt førerretten og påvirket af euforiserende stoffer.
Kørsel uden kørekort
En 46-årig mand kørte i går klokken 08.40 ad Silkeborgvej i Aarhus C, selvom hans førerret var inddraget.
Kørsel uden førerret
En 42-årig mand kørte i går klokken 16.38 ad Janesvej i Brabrand i en personbil, selvom han ikke havde førerret til kategori B.
ksa