Stjålet taxa vædrede vejtræ - fører er endnu ikke fundet
Hundepatrulje søgte efter fører af stjålet taxa, men uden held
Østjyllands Politi vil meget gerne finde frem til den person, der natten til tirsdag kørte i en stjålet taxa, som er blevet fundet totalskadet i Ryomgård.
Ved firetiden natten til tirsdag blev taxaen fundet liggende på Skarresøvej i Ryomgård. Det var tydeligt, at taxaen havde været impliceret i et uheld, og den formodes at have kørt ind i et vejtræ med for høj fart.
Der var dog ingen personer at finde i eller omkring den smadrede taxa, som viste sig at være stjålet.
Hundepatruljer blev sat til at søge efter føreren af taxaen, men uden held.
Østjyllands Politi oplyser til Lokalavisen, at man ved, hvor taxaen blev stjålet, men at man på nuværende tidspunkt ikke ønsker at oplyse det af efterforskningsmæssige årsager.
Ved du noget, eller så du uheldet, så vil politiet meget gerne høre fra dig på telefon 114.