Fortsæt til indhold

Få historien om Hornslet-Gruppen - og det, der fulgte med ...

Det er en fortælling om stort mod, dramatik og den største sorg ved fredagens højskoledag i Egegaard i Rønde

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

De, der har haft lejlighed til at læse den lokale forfatter og journalist Kim Lykke Jensens bog om den lokale modstandsgruppe, Hornslet-Gruppen, kender til lægefamilien Baastrup Thomsen: faderen Holger Thomsen, der var sygehuslæge i Hornslet, samt de tre børn Svend Baastrup Thomsen, Bjørn Baastrup Thomsen og Pie (født Else Elisabeth) Baastrup Frandsen.
Alle fire spillede afgørende roller i den lokale modstandsbevægelse.
Pie Baastrup Frandsens datter, Lise Baastrup, medvirker ved fredagens højskoledag i Egegaard, Rønde, sammen med tidligere højskolelærer Poul Smedegaard Andersen, der bor i Hornslet, som sidder ved klaveret og akkompagnerer til fællessangene undervejs: 'Kringsatt av fiender', 'Katinka, Katinka', 'Solen er så rød, mor' og 'Livet er en morgengave'

Traumerne

Pie Baastrup Frandsen, der er født i 1919 og døde i 2005, husede højtstående faldskærmsfolk, var kurér og deltog i våbenmodtagelser.
Hun blev taget af Gestapo i København 13. januar 1944 og gennemlevede det hele: celle i Vestre Fængsel, forhørene, krigsretten på Dagmarhus, transport i kreaturvogn gennem Tyskland og 10 måneders rædsler i nazisternes tugthuse.
Med sit humør forsøgte hun at holde modet oppe hos sine lidelsesfæller og undertrykke angsten hos sig selv – men kampen havde en pris.
Krigens rædsler fortsatte efter befrielsen for mange af modstandsfolkene, også for Pie Baastrup Frandsen. Et tema, der sjældent har været behandlet i den ellers omfangsrige efterkrigslitteratur.
Datteren Lise Baastrup fortæller, hvordan krigens følger fortsatte og satte dybe spor i livet senere – også hos modstandsbevægelsens børn.