Mads Nikolajsen atter trækkraften hos SF
SF vil en ny kurs for Norddjurs med mange gammelkendte navne
Nuværende medlem af kommunalbestyrelsen Mads Nikolajsen skal atter trække et stort læs for SF Norddjurs i den valgkamp, der allerede er begyndt.
Det er der intet overraskende i, og det blev slået fast på SF's opstillingsmøde torsdag aften i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa, hvor de fremmødte satte navn på de fem første på listen til kommunalvalget tirsdag 21. november.
Veltjente navne som Jytte Dalgaard og lokalformand Jytte Schmidt er de næste på listen. Førstnævnte var spidskandidat ved valget i 2013.
De to repræsenterede SF i Norddjurs Kommunalbestyrelse i perioden 2010-2013 sammen med Mads Nikolajsen, der ved valget i november 2013 blev ladt alene på posten, fordi et stærkere Enhedslisten fik tag i vælgerne på et tidspunkt, hvor SF's aktier landspolitisk stod i lav kurs.
To nye og tre gamle
Gitte Busck, forhenværende direktør på Urtegaarden, og socialpædagog Aleksander Myrhøj, er de to nye blandt de fem første.
Herudover har Nanna De Courcy, Grenaa, Jytte Jacobsen, Hemmed, og Erik Knudsen, Grenaa, givet tilsagn om opstilling. Alle tre opstillede også ved valget i 2013.
Listen er opstillet sideordnet.
"Listen er fortsat åben. Vi er glade for spredningen både med hensyn til alder og geografi, men vi håber selvfølgelig på et endnu bredere kandidatfelt inden valget," siger lokalformand Jytte Schmidt.
Mere nærdemokrati
Nærdemokrati, grøn omstilling, bedre normering i daginstitutionerne, frihed og bedre trivsel i folkeskolerne og mere fokus på syge og svage borgere - sådan lyder hovedoverskrifterne i det program, som SF vil gå til valg på, og som vælgerne med rette kan forvente fortæller mere konkret, hvad der gemmer sig bag overskrifterne.
Der er nedsat et valgudvalg, det skal stå for processen med at udarbejde et rødt/grønt program for kommunens udvikling.
Fik bank i 2013
SF har været repræsenteret i Norddjurs Kommunalbestyrelse siden kommunesammenlægningen i 2005, og altid med Mads Nikolajsen som omdrejningspunktet og største stemmesluger.
Sådan ser historikken ud - stemmer på SF:
- 'Sammenlægningsvalget' 2005: 1.137 (Her blev Jytte Schmidt valgt ind for Socialdemokratiet, men skiftede undervejs til SF i protest mod "partiets højredrejning")
- Valget 2009: 2.078 (Her opstillede de nuværende medlemmer af kommunalbestyrelsen, Ulf Harbo (Ø) og Helle Plougmann (løsgænger) for SF)
- Valget 2013: 841