Fortsæt til indhold

"Hun startede blidt, men så begyndte hun at tale grimt til mig"

Samfund
Af Daniel Sennek

114 millioner kroner. Så mange lotto-kroner har ægteparret Aase og Leif Sommer været så heldige at vinde. Onsdag stod de frem - med store smil om læberne og skålende i champagne i SuperBrugsen i den nordsjællandske by Ølsted, hvor Leif fredag havde købt den heldige kupon. Men allerede nu viser det sig, at der også er en bagside af medaljen - på trods af de mange millioner.
Det skriver BT.
Avisen snakkede med ægteparret blot et døgn efter pressemødet i SuperBrugsen, og de har stadig svært ved at forstå, at de er blevet mangemillionærer.
"Det er stadig uvirkeligt. Nu har jeg lige været nede i Brugsen, og jeg tænkte på, om jeg turde gå der ind. Men jeg fik lov til at gå for mig selv lige ind til, at jeg kom hen til kassen, hvor der var en jeg kendte, som sagde tillykke. Men det var det, for så begyndte vi at tale om noget helt andet," siger Aase Sommer, da BT torsdag aften fanger hende på telefonen i parrets hus i Ølsted.
Men selvom ægteparret føler sig fantastisk behandlet efter, de valgte at stå frem, så fortæller Aase, at de også allerede har mærket bagsiden af medaljen. Blot få timer efter pressemødet begyndte telefonen nemlig at ringe.
"Først var der en, der ville have os til at investere i noget, og så var der en, der havde skimmelsvamp, og en der var gift med en ludoman. Hun startede blidt, men så begyndte hun at tale grimt til mig. Det er så åbenbart bagsiden af medaljen ved at stå frem," forklarer Aase Sommer.
Hvad mener du om de opkald, som Aase og Leif har fået? Du kan give din mening til kende i Facebook-linket nedenfor