Fortsæt til indhold

Dragefestival med dragebygning

Med tidligere kommunaldirektør i Norddjurs Kommune, Keld Overgaard Jensen og dragebygger Lars Warming Skibelund, indehaver af Drageriet i Brabrand, som primus motorer, inviterer Grenaa hele familien til en weekend med Dragefestival 3.-4. juni 2017.

Samfund
Af Lars Norman Thomsen

Dragefestivalgruppen afvikler en Dragefestival 3. og 4. juni ved Kystvejen i Grenaa på arealerne ned mod stranden ved Naturskolen og på P-pladsen ved Hotel Marina og over til Kystvejens Konferencecenter. Her vil der blive afviklet undervisning og byggeri af drager lørdag kl. 9, 11, 13.30 og 15.30 samt søndag kl. 9, 11 og 13.30.

Sammen med dragebyggende børn skal være far, mor, bedstemor, bedstefar eller andre voksne familiemedlemmer. Der vil være plads til 15 børn i alt ved hvert undervisningsforløb sammen med barnets familie i teltet. Der vil være plads til at hygge sig, købe en øl eller vand, spise en pølse. Der vil også være mulighed for forplejning på hotellerne. Der kan bygges Slædedrager og Eddydrager i to størrelser, og man skal selv dekorere sin drage.

Der vil efter hvert afsluttet undervisningsforløb være drageflyvning med de flotte selvlavede drager. Dragebygningen koster 80 kr. pr. drage, og og ønsket tidspunkt bookes på mail til info@hotel-marina.dk eller på tlf. 86 32 25 00.