DF'er tvinger Odense-restaurant til at ændre menukortet
Christel Gall (DF) klagede over kalvebacon - det fik konsekvenser
Restaurant The Burger på Vestergade åbnede for få år siden med en mission om at servere burgere af høj kvalitet. Burgere, der skiller sig ud fra mængden, og som virkelig smager af noget. Det fortæller indehaveren Abu Korkmaz, der siden åbningen har haft mange tilfredse gæster.
Men da Christel Gall, medlem af byrådet i Odense Kommune for Dansk Folkeparti, i sommers besøgte restauranten med sin mand og parrets to børn, blev hun slemt skuffet over burgerens indhold.
Det var nemlig kalvebacon og ikke svinebacon, der peppede smagen af oksekød og bolle op.
Abu Korkmaz fortæller til Lokalavisen Odense, at restauranten altid har brugt kalvebacon, og at det skyldes et hensyn til kvalitet og intet har med religion at gøre.
"Vores kød er almindeligt dansk kød fra danske grossister i god kvalitet. Vi har også halalkød på lager, men det bruger vi kun, når kunderne specifikt efterspørger det," understreger han.
Kostede en Elite-smiley
Men Christell Gall følte sig i dén grad snydt og ramt på sine mærkesager.
"Man må ikke kalde noget for bacon, der ikke er bacon," skriver hun i et indlæg på Den Korte Avis, hvor hun brokker sig over, at The Burger ikke skiltede synligt med manglen på svin i deres bacon.
Efter besøget på restauranten anmeldte hun The Burger til Fødevarestyrelsen for 'falsk anprisning'.
Fødevarestyrelsen vurderede, at den manglende præcisering af hvilket dyr, baconskiverne kom fra, kunne opfattes som en vildledning af forbrugerne.
Christell Galls anmeldelse kostede derfor resturanten en midlertidig frakendelse af Elite-smileyen samt et gebyr for et opfølgende kontrolbesøg. De fik besked på at skrive 'kalvebacon' og ikke blot 'bacon' på menukortet og deres hjemmeside, og alt skulle nu være i den skønneste orden.
Det fremgår af Fødevarestyrelsens kontrolrapport.
Christell Gall undrer sig over, at The Burger ikke har fået en bøde, når et andet spisested i Sønderborg fik en bøde for en lignende forseelse. Dommen bør være ens for alle, skriver hun på Den Korte Avis.
Hvad mener du? Er Christell Gall for emsig, eller burde restauranten have skiltet tydeligere fra starten? Deltag i debatten på Lokalavisen Odenses Facebook-side.