Pia mister sit fleksjob og er i chok
Pia Seidelin er én af de fleksjobbere, der mister sit job, fordi flere beskæftigelsesprojekter i Odense lukker ned
"Det er grotesk."
Kritikken er hård fra Pia Seidelin. Hun er én af de fleksjobbere, der bliver ramt af, at et flertal i Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense tirsdag besluttede at lukke en række beskæftigelsesprojekter i kommunen.
Det betyder, at op mod 300 ansatte bliver sagt op.
Pia Seidelin arbejder for Odense Pensionistservice, der er ét af de lukkede beskæftigelsesprojekter, hvor hun hjælper en række ældre borgere med forskelligt arbejde.
"Vi gik lidt i chok. Udover at vi mister vores job, som vi er rigtigt glade for, og som vi ved, vi gør en forskel med, rammer det også vores ældre borgere," siger hun til www.tv2fyn.dk
Lukningen af beskæftigelsesprojekterne er et led i en større omlægning af Odense Kommunes arbejde med at få ledige i arbejde. De projekter, hvor ledige aktiveres i kommunen, bliver afskaffet - i stedet satser man på, at de ledige skal i jobpraktik i private virksomheder.
Pia Seidelin fortstår ikke, hvorfor det politikerne har taget den beslutning.
"Det er grotesk. Det er så forfærdeligt," fortæller hun til TV 2 Fyn.
Hun har været i fleksjob, siden hun blev skadet i ryggen og hoften. Hun har derfor været enormt glad for at være en del af Odense Pensionistservice.
"Det betyder meget for livskvaliteten. Det betyder rigtig meget at komme hjemmefra nogle timer om dagen," siger hun.
Udover Odense Pensionistservice lukker også Bygningsrenovering og Flådestyring.