Fortsæt til indhold

Sådan overlever du skæbne- og uheldsdagen fredag den 13.

Samfund
Jacob Nielsen

Det er i dag fredag den 13. En dag som i mange kulturer frygtes som en skæbne- og uheldsdag, der helst bare skal overstås. Uheld kan ifølge gammel overtro afværges på forskellig vis. Her får du forklaringen på nogle af hverdagens små overtroiske regler, som du måske kan få brug for en dag som i dag.

1. Knuste spejle

Et knust spejl betyder derimod syv års ulykke for den, der ødelægger det. Men du kan afværge ulykken ved at feje
skårene op og grave dem ned eller ved at smide dem i en rindende å.

2. Sort kat

Med kristendommen kom også dæmoniseringen af katte. Man mente, at kattene, især de sorte, stod i ledtog med hekse og djævle.
Hvis en sort kat krydser din vej, kan du, ifølge overtroen, afværge ulykken, den vil påføre dig, ved at stoppe op og afvente, at en anden person krydser vejen før dig - eller du kan spytte bagud over skulderen for at neutralisere kattens uheld.

3. Nys

Et enkelt nys betyder i overtroen held, og to nys betyder, at man snart får et kys. Hvis man nyser, når man binder sine sko, betyder det derimod uheld.
Faren ved nyset er dog - ifølge overtroen - at nyset åbner op for sjælen, og man er derfor særlig modtagelig for dårligdomme. For at lukke for sjælen igen velsigner man derfor den nysende.

4. Banke under bordet

Skikken med at banke under bordet eller andet træ kendes fra de fleste europæiske lande. Overtroen vil, at man banker under bordet tre gange, når man har sagt noget, der for alt i verden skal undgås. I Danmark er det desuden kutyme at sige de tre magiske tal 7, 9, 13 på samme tid.

5. Krydse fingre

Det er gammel overtro, at når man krydser fingrene, kan man afværge ulykker eller få held i ens gøremål. Hvis du ved et uheld er gået under en stige, kan du afværge uheldet ved at krydse fingre. Ifølge overtroen kan man både krydse fingre for sig selv og for andre.

6. Tallet 13

13-tallet er uden sammenligning det tal, som er omgærdet med mest negativ overtro. Overtroen siger, at hvis man er 13 personer i et lokale eller 13 til bords, vil en af de tilstedeværende dø, inden året er omme. Og generelt betyder
13-tallet uheld. Af samme grund springer mange hoteller værelsesnumret 13 over, og i SAS fly findes sæderækken 13 slet ikke.

Kilde: Religion.dk