Flybesætninger mindes ved Broballe
På søndag mindes to allierede flybesætninger fra anden verdenskrig ved Broballe
På søndag gennemføres mindehøjtidelighed ved Broballe på Nordals for allierede flybesætninger, der blev dræbt under anden verdenskrig.
Det sker søndag 29. januar kl. 13.00 ved mindestenene på Næsvej ved Broballe.
Fra Hærhjemmeværnsdistrikt Syd og Sønderjylland deltager bl.a. oversergent O. Wolff, L. Larsen og premierløjtnant J.P. Rasmussen, som byder velkommen kl. 13.00.
Flyverhjemmeværnet og Marineforeningen stiller med fane og flag ved mindestenene.
Der vil herefter blive lagt buketter ved mindestenene for de to flybesætninger der mistede livet ved flystyrtene hen mod slutningen af anden verdenskrig.
Bl.a. lægges en buket fra den ene pilots datter. Denne buket lægges af Gunnar Hounsgaard som holder kontakten med familien i Australien.
Hærhjemmeværnsdistrikt Syd- og Sønderjylland gennemfører arrangementet, som en del af Kontaktudvalget for de militære traditioner I Sønderborgområdet, som består af 19 foreninger, heriblandt Initiativgruppen Broballe med brødrene Hounsgaard.
De to brødre, der oplevede flystyrtene i 1944, var initiativtagere til de to mindestens opstilling i 1994.
Mindestene blev indviet på 50 årsdagen for de to besætninger der blev dræbt i området. To besætninger der sammen med ca. 700 andre bombemaskiner var på vej mod bombemål i Berlin. To besætninger i Lancaster bombemaskiner som ikke nåede frem til målet. De blev optaget af de tyske radaranlæg og beskudt af natjagere med deres død til følge.
Mindehøjtideligheden ved de to mindesten afsluttes med Altid Frejdig når Du Går, hvorefter der er sammenkomst på Oksbøl Friskole
Det er Kontaktudvalget for de militære traditioner i Sønderborgområdet og Initiativgruppen Broballe, der står bag mindehøjtideligheden.