4.000 p-pladser og øget beboerparkering på vej
Fire punkter skal gøre parkeringssituationen bedre i Aarhus
Onsdag middag fremlagde Teknik og Miljø-rådmand Kristian Würtz (S) en plan, der skal sikre bedre parkeringsforhold for beboerne i det centrale Aarhus.
Det gjorde han i Øgadekvarteret, der er et af de steder i Aarhus, der har været mest belastet af mangel på parkeringspladser.
Et af omdrejningspunkterne i de nye planer i den såkaldte 'mobilitetsplan', som rådmanden forventer skal debatteres i byrådet i slutningen af marts, er beboerparkering.
Rådmanden vil have flere områder i midtbyen, hvor beboerne betaler et 265 kroner om året for at kunne parkere frit enten på betalingspladser eller på p-pladser med tidsbegrænsning.
Indtægterne fra det, forventer han, kan finansiere etableringen af nye p-anlæg med kapacitet til 4.000 biler.
De 4.000 pladser skal primært etableres i de nye bydele som Godsbanen og Sydhavnen, men det skal også undersøges, om der kan skabes flere pladser i anlæg i de gamle bydele ved Ingerslevs Boulevard, Nørreport og Trøjborgvej.
"Beboerparkeringszonen skal omfatte hele midtbyen inden for Ringgaden, og så vil jeg gerne rejse en debat om, hvorvidt der er naboområder til midtbyen - altså udenfor Ringgaden - hvor det kan blive nødvendigt med beboerparkering," siger Kristian Würtz, som også vil indføre betalt parkering flere steder i byen, så trafikanterne har et incitament til at benytte parkeringsanlæggene i stedet for de små gader.
Det skal være med til at sikre, at der bliver bedre plads til beboerne, så de ikke gang på gang skal bruge lang tid på at lede efter en holdeplads i deres nærområde.
"Jeg foreslår, at vi udvider den del af midtbyen, hvor der er betalingsparkering, så en større del af 'kantstensparkeringen' bliver betalingsparkering," siger rådmanden.
I den nye plan indgår der også ambitioner om at skabe flere grønne områder og vejtræer.
”Vi skal nu i gang med at diskutere planforslaget med byrådet og med borgerne. Jeg er sikker på, at der nok skal blive masser af debat, men det må være i vores alles interesse at få bedre og mere effektive parkeringsløsninger, som giver færre frustrationer," siger Kristian Würtz, som ikke afviser, at det også kan komme på tale at lave skrå parkeringsbåse i de gader, der er brede nok til det.
"Det er bestemt en mulighed, men det skal også opvejes med muligheden for at lave grønne områder:"
Tror du ikke, de frustrerede beboere hellere vil have flere parkeringsmuligheder en et vejtræ i deres gade?
"Jo, men folk er forskellige, og der er mange forskellig holdninger. Derfor skal vi nu i tæt dialog med borgerne om den her plan."