Under 18? Så er det nu forbudt at gifte sig
Det skal være slut med barnebrude i Danmark. Det mener i hvert fald regeringen, der torsdag fik et lovforslag stemt igennem om emnet. Det skriver Ritzau.
Per 1. februar 2017 er det nemlig blevet forbudt at gifte sig, hvis mand er under 18 år.
Regeringspartierne samt Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet stemte for lovforslaget, mens Alternativet, Enhedslisten, De Radikale og SF stemte imod. I alt stemte 85 for, mens der var 21 stemmer imod lovforslaget.
Med vedtagelsen af lovforslaget afskaffes muligheden for at få anerkendt ægteskaber mellem mindreårige indgået i udlandet også. Kun hvis der kan dokumenteres såkaldte "tvingende grunde" for ægteskabet, kan der gives dispensation.
Men forslaget møder også voldsom kritik. Både Børnerådet, Danske Advokater og Danske Familieadvokater har kritiseret lovforslaget. De nuværende regler beskytter mindreårige i tilstrækkelig grad, mener de.
Men den kritik prellede allerede i december sidste år af på børne- og socialminister, Mai Mercado fra Konservative, under førstebehandlingen af lovforslaget.
"Jeg er ikke enig i, at det er symbolsk og unødvendigt. Indgåelse af ægteskab er forbeholdt myndige personer," sagde hun ifølge Ritzau, da Folketinget debatterede forslaget for første gang.
De Radikale og Folketingets venstrefløj var - og er altså fortsat - kritiske.
"Hvad i alverden er der i vejen med, at et forældrepar kan give samtykke til, at deres 17-årige datter gifter sig med sin 20-årige kæreste, hvis de venter et barn? Jeg kalder det ikke en barnebrud, når man er over 15," sagde De Radikales socialordfører, Marianne Jelved, dengang under debatten, ifølge Ritzau.