Region fyrer hele sygehusdirektionen efter massive problemer
Region Syddanmark meddeler nu, at fra på tirsdag har Sygehus Sønderjylland fået en hel ny direktion
På tirsdag den 10. januar 2017 får Sygehus Sønderjylland ny konstitueret direktion. Dermed er adm. sygehusdirektør Finn Jensen, lægelig direktør Søren Aggestrup og sygeplejefaglig direktør Grete Kirketerp taget fra bestillingen.
Ifølge JydskeVestkysten er regionsledelsens tålmodighed med direktionen sluppet op, efter at avisen gennem de seneste måneder har afdækket store problemer på sygehuset. En række afdelinger har gennem en længere periode været præget af mange fratrædelser, stort arbejdspres, interne konflikter og mangel på tillid til ledelsen, skriver jv.dk.
Fra regionen lyder den officielle melding:
"Når vi gennemfører en ændring i ledelsen nu, handler det om, at der er behov for friske kræfter og nye perspektiver for at bringe Sygehus Sønderjylland godt videre. Sygehus Sønderjylland er inde i en rivende udvikling, og det er nødvendigt at sætte et hold, der kan stå både for håndtering af aktuelle problemstillinger samt sikre den fremtidige udvikling af Sygehus Sønderjylland," siger regionsdirektør Jane Kraglund.
En stor omstilling
Sygehus Sønderjylland har, siden den nye struktur for det syddanske sygehusvæsen blev besluttet i 2007, været igennem flere store omstillinger. Haderslev Sygehus er blevet lukket. Sønderborg Sygehus er omdannet til specialsygehus. Tønder Sygehus er lavet om til sammedagssygehus, mens Aabenraa Sygehus er gjort til akutsygehus. Samtidig har sygehuset indført en helt ny ledelsesstruktur.
"Det har været et kæmpe arbejde, og det har betydet meget omfattende ændringer af dagligdagen for alle, der har deres faste gang på sygehuset. Ovenpå disse ændringer er det vurderingen, at der er brug for udvikling og perspektiver, der ikke bare tager sigte på den nære fremtid men også har et længere perspektiv. Medlemmerne i den nuværende direktion har en alder, der gør, at vi under alle omstændigheder skulle forberede os på et generationsskifte inden for overskuelig tid. Derfor vurderer jeg, at tiden er inde til at bringe nye kræfter på banen," siger Jane Kraglund.
Negativ omtale
Sygehus Sønderjylland har den sidste tid oplevet meget negativ medieomtale, som naturligvis også har påvirket sygehuset. I den sammenhæng er det vigtigt at understrege, at ser man på patienternes tilfredshed og den faglige kvalitet, der leveres i behandlingen, så er Sygehus Sønderjylland et rigtig godt sygehus. Derfor er der også grund til at anerkende det store arbejde, den afgående direktion sammen med sygehusets ledere og medarbejdere har leveret gennem årene, lyder det i en netop udsendt pressemeddelelse fra Region Syddanmark.
De nye direktører
Peter Fosgrau bliver konstitueret som administrerende sygehusdirektør på Sygehus Sønderjylland. Han kommer fra en stilling som direktør på OUH med bl.a. ansvar for projektorganisationen for Nyt OUH.
Bjarne Dahler-Eriksen konstitueres som lægefaglig direktør. Han kommer fra en stilling som ledende overlæge på Anæstesiologisk-Intensiv Afdelingen på OUH.
Eva Nielsen konstitueres som sygeplejefaglig direktør. Hun kommer fra en stilling som centerchef på Medicinsk center på Sygehus Sønderjylland.
I løbet af foråret vil der blive gennemført en evaluering af den nye ledelsesstruktur på Sygehus Sønderjylland. Evalueringen skal være færdig til sommer og skal afdække, om der er brug for nogle generelle justeringer af blandt andet ledelsesstrukturen.
"Netop denne evaluering bliver et vigtigt redskab i det fortsatte arbejde med at udvikle Sygehus Sønderjylland. Den kommer blandt andet til at fokusere på samspillet og relationerne mellem direktion, center- og klinikledere og medarbejdere. Og ikke mindst samspillet mellem de nuværende center- og klinikledere er det afgørende at lykkes med, for at forløse det potentiale, der er på Sygehus Sønderjylland," siger Jane Kraglund.
Fra direktører til rådgivere
To af medlemmerne af den afgående direktion får nye opgaver i Region Syddanmark.
Administrerende sygehusdirektør Finn Jensen vil i resten af sin ansættelsesperiode fungere som strategisk rådgiver på OUH.
Lægelig direktør Søren Aggestrup vil indtil primo 2018 blive tilknyttet Syddansk Sundhedsinnovation som særlig rådgiver.
Sygeplejefaglig direktør Grete Kirketerp Nielsen har allerede i efteråret 2016 meddelt, at hun har besluttet at gå på pension i 2017. Der er på den baggrund indgået en fratrædelsesaftale således at fratrædelsen sker medio januar.