Fortsæt til indhold

'Kan jeg så ikke tage med fodboldholdet, far?'

Iranskfødt mand og hans familie bliver forhindret i at se familie i USA

Samfund
Finn Due Larsen

En familie fra Albertslund står til at blive hårdt ramt af det nye indrejseforbud til USA, som Donald Trump netop har iværksat.
Den 45-årige Hooman Tabrizi-Birkebæk er født i Iran, og kom til Danmark for 30 år siden. Han er dansk gift og har tre børn på 13, 11 og 7 år.
Dermed er han og børnene på den liste af syv lande, som indrejseforbuddet er rettet imod.
"Min søn, der spiller fodbold, spurgte forleden: Kan jeg så ikke rejse med holdet, hvis det skal til USA? Deres hold rejser meget og deltager i turneringer i andre lande. Han synes det er dybt mærkeligt. Det synes vi allesammen", fortæller Hooman Tabrizi-Birkebæk, der bor med sin familie på Hyldagervænget.
"Jeg har også fætre og onkler, der bor i USA. Dem kan vi ikke besøge længere", tilføjer han.
Samtidig er der også bekymring i familien for, om den amerikanske gren af familien kan komme til Danmark næste år, når der skal holdes konfirmation.
Indrejseforbuddet gælder nemlig også, hvis man er rejst ud af USA, så er der ikke længere garanti for at man får lov at vende tilbage.
"Men nu må vi se, forbuddet gælder jo midlertidigt i tre måneder. Man kan håbe, at de besinder sig derovre, og ikke gør ordningen permanent", siger Hooman Tabrizi-Birkebæk, der forståeligt nok er vred:
"Det er forfærdeligt. Det er virkelig over stregen, der er så mange der bliver berørt af det her. Det provokerer mig, at mit fødeland på denne måde er kommet på en sort liste. Og hvorfor er Saudi-Arabien ikke nævnt? Det er nok Trump og hans forretningsforbindelser, kunne man forestille sig."
Han savner en klar udmelding fra danske politikere:
"Jeg synes de har været meget tilbageholdende med at tage afstand fra Trumps beslutning."