Ny sognegård skal være Hasles nye mødested
Når der 22. januar er indvielse af Hasle Kirkes nye sognegård, er håbet, at huset kan danne nye fællesskaber på kryds og tværs
For lidt over et år siden gik byggeriet af Hasle Kirkes nye sognegård i gang på Viborgvej. Og nu er byggeriet ved at være ved vejs ende. Officielt indvies den nye tilbygning 22. januar, hvor der også vil være en åbningsceremoni.
Med opførelsen af Hasle Kirkes sognegård bliver et stort ønske for kirkens brugere og ansatte snart opfyldt og synligt.
“Tidligere følte vi, at vi havde ryggen mod lokalsamfundet i Hasle med vores daværende kirkehus (sognegård, red.). Det lå gemt bag træer og en præstebolig. Men med den nye bygning er det nærmest, som om vi rækker hånden ud mod samfundet,” siger præst Berik Schelde Christensen og fortsætter:
“Sognegården er, set fra oven bygget med fire takker, der alle peger ud mod det omkringliggende samfund - på samme måde som en hånd - ud mod Viborgvej.”
Klædt på til fremtiden
Og den nye imødekommende bygning skal ikke blot bruges til at servicere den gængse kirkegænger. For i fremtiden skal sognegården nemlig danne ramme om endnu mere fællesskab for borgere i sognet.
“Det betyder, at vi i højere grad kan være i kontakt med folk. Jeg tror, at det, som kommer til at ske i fremtiden, er, at man ikke bare ønsker at blive serviceret af en kirke, men at man netop ønsker at kunne finde fællesskaber, hvor man både bidrager og hører til,” forklarer Berit Schelde Christensen.
Der er også allerede planer om, at man vil invitere borgere til en åben snak om, hvilke mødesteder som mangler i området.
“Om det er samtalesaloner, filmklubber eller noget helt tredje. Vi ved, at der er rigtig mange, som er ensomme i byen, og der skal vi bruge sognegårdens nye åbenhed til at snakke om, hvad vi kan tilbyde nu og her af mødesteder til for eksempelvis for den gruppe,” uddyber præsten.
I tilblivelsen af den nye sognegård er forskellige interessenter blevet hørt ad i forhold til, hvordan den endelige bygning skulle se ud.
Områdets hus
“Jeg glæder mig mest til, at nogle vil bruge det. Vi har selvfølgelig vores idéer til, hvad det kan blive brugt til. Men jeg vil jo gerne, at det på en eller anden måde bliver områdets hus,” siger Carsten Clemmesen, der ligeledes er præst i kirken, og fortsætter:
“Det er vigtigt, at brugerne ikke føler, at det er præsternes eller menighedsrådets hus, men at det bliver Hasles mødested. At sogne betyder at mødes. Og folk skal møde hinanden her.”
På åbningsdagen vil der være en festgudstjeneste, hvor biskop Henrik Wigh-Poulsen kommer og prædiker.
Derefter vil der være indvielse af sognegården klokken 11.30, hvor brugere af huset optræder med blandt andet sang og musik. Ligeledes kommer der kristne musiker fra forskellige nationaliteter og synge sange som symbol for den åbenhed, som den nye sognegård repræsenterer.