Fortsæt til indhold

Odense får veteranhjem i 2018

I foråret 2018 åbner Odense Veteranhjem efter to et halvt års arbejde

Samfund
Arkiv

Efter to et halvt års arbejde for at få etableret et veteranhjem i byen, så er det nu lykkedes rådmand i Odense Kommune Steen Møller (K) og formanden for foreningen, der står bag veteranhjemmet, Henrik Dyhr, at få sat gang i Odense Veteranhjem.
Veteranhjemmet skal bygges bag Soldaterhjemmet Dannevirke på Sdr. Boulevard, og forventes at kunne åbne i foråret 2018.
"Vi ved fra de veteraner, der nu har gået og ventet i flere år på, at der skal komme et veteranhjem, at der er en smule utålmodighed. Derfor har det været vigtigt for os at fortælle, hvornår vi sætter spaden i jorden," fortæller Steen Møller til TV2 Fyn.
Odense Veteranhjem kommer til at kunne have seks til otte veteraner boende i kortere perioder, og samtidig fungere som et samlingssted for alle veteraner. Hjemmet skal drives af frivillige.
Ifølge Ritzaus bureau 2016 modtog Odense Veteranhjem 9,6 millioner kroner fra McKinney Møllers Fond til Almene Formål, og derudover har hjemmet over otte millioner fra staten.