Fortsæt til indhold

Det er så givende

Rikke Melton Ager forfulgte drømmen og har nu sin egen hundemassør-klinik

Samfund
Af Mette B. Sørensen

Hun har arbejdet i 11 år som advokatsekretær, men det er noget helt andet end skrivebordsarbejde, der får smilet frem hos 44-årige Rikke Melton Ager.
“Jeg elsker hunde, og har altid ønsket at være mere sammen med dem,” siger hun og fortæller, at hun sidste år gjorde noget ved det ønske og uddannede sig til dyrelægeeksamineret hundemassør.
Og ved siden af sit arbejde som advokatsekretær har hun åbnet hundemassage-klinikken Gladesnuder på Egevej 19 i Ølstykke, som alt fritiden nu bliver brugt på.
“Man ved jo godt, at massage er godt for en selv, og det er ikke anderledes med hunde,” siger Rikke, som fortæller, at hun bl.a. behandler hunde med gigt og problemer med bevægeapparatet.
“Det er så givende, jeg kan jo se, hvor fantastisk det er for dem,” siger hun og fortæller, at drømmen ikke slutter ved titlen som hundemassør.
“Jeg vil gerne videreuddanne mig til kranio-sakral terapeut for hunde,” fortæller Rikke Melton Ager, som selv har tre logrende venner boende hjemme.
Hun håber på, at forretningen i fremtiden kommer til at blomstre så meget op, at den kan være åben på fuld tid.