Fortsæt til indhold

Mester i sikker færden på internettet

Lærer Lene Yang fra Herskindskolen vinder national pris fra Undervisningsministeriet i et projekt med 9. klasse

Samfund
Arkiv

I godt et år har lærer Lene Yang og 9.klasse på Herskindskolen samarbejdet med lærere og klasser fra fem lande i EU om projektet ”Better e-safe Than Sorry”, som handler om sikker færden på internettet.
Det har de gjort så godt, at Lene Yang har vundet prisen ”Bedst i eTwinning i DK 2016”, som netop er uddelt af Styrelsen for It og Læring i Undervisningsministeriet. Projektet er udvalgt som et af tre sideordnede vinderprojekter ud af 239 danske eTwinning-projekter.
“Projektet vandt prisen med den begrundelse, at det taler direkte til det 21 århundredes kompetencer. Og der er jo også mange elementer i det om både digitale medier, digital dannelse og samarbejde på tværs af grænser,” fortæller Lene Yang i en pressemeddelelse.
eTwinning er en sikker og gratis platform, som lærere og skoler i Europa kan bruge til at netværke, udvikle samarbejdsprojekter og udveksle ideer. Platformen har eksisteret i 11 år, og Lene Yang har været med lige starten. De sidste to år som en af Danmarks ti eTwinning-ambassadører, der skal være med til at udbrede kendskabet til eTwinning.
“Prisen kan forhåbentlig være med til at sætte fokus på eTwinning, som er en vigtig platform, fordi den er med til at skabe samarbejde på tværs af landegrænser og give eleverne kendskab til børn og unge i andre europæiske lande. Samtidig er eTwinning helt genial i engelskundervisningen, fordi kommunikationen på engelsk bliver ægte, når der er en jævnaldrende modtager i den anden ende,” siger Lene Yang.
Hun underviser selv i engelsk, matematik og geografi og bruger især eTwinning i engelsktimerne.
I projektet ”Better e-safe Than Sorry” har Lene Yang og 9. klasse samarbejdet med klasser fra Bulgarien, Frankrig, Holland, Storbritannien og Spanien om at undersøge, hvordan unge bruger internettet, og hvad de oplever på nettet.
I tværnationale grupper har de arbejdet med emnerne videospil, sociale netværk, smartphone, plagianisme og sexting. Hver gruppe har skrevet en fælles en fælles rapport og fremlagt den for hinanden på platformen.
Desuden har 9. klasse-eleverne fra Herskindskolen været rundt i alle klasser på skolen og fortælle om deres projekt, så de mindre elever nu også er bedre rustet til at færdes sikkert på nettet.
“Eleverne har lagt mange timer i projektet, og derfor er det en stor anerkendelse af deres arbejde, at projektet vinder en pris. Nogle af eleverne skal også med mig på Danmarks Læringsfestival i København d. 1. -2. marts for at fortælle om projektet, og det glæder de sig til,” siger Lene Yang.
Hun er inviteret til læringskonferencen for at dele ”best practice” med potentielle eTwinning-projektdeltagerne fra hele landet.
Med prisen følger også en fælles præmie til Lene Yang og klassen, som består af to sæt robotter. Dem skal de nu i gang med at bruge til at lære at programmere. Og prisregnen stopper ikke der. Projektet har nemlig også modtaget National Quality Label (NQL) og European Quality Label (EQL) i 2016 og er nu blandt ansøgerne til en europæisk pris, som afgøres og uddeles i år.