Fritidspas skal få udsatte børn ind i det aarhusianske foreningsliv
Flere børn og unge skal deltage i foreningslivet tilbud, mener rådmand
Flere børn og unge skal være aktive i de aarhusianske foreninger. Det mener rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad, der står bag den nye kampagne 'Må jeg også være med?'.
“Byens foreninger er rammen om sunde og aktive fællesskaber. De rummer værdier som demokrati og samvær, som er vigtige i et hvert barns opdragelse og opvækst. Vi har derfor alle en interesse i at hjælpe flere børn og unge i gang i foreningslivet”, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad i en pressemeddelelse.
Tusindvis af fritidspas
Kampagnen skydes i gang samtidig med, at 4.500 børn og unge mellem 3 og 17 år, fra de økonomisk dårligst stillede familier i kommunen, modtager et brev med et fritidspas.
Med fritidspasset kan de få betalt kontingent i en forening på op til 1.000 kroner om året. Tal fra 2015 viser, at 36 procent benyttede fritidspasset.
“Vi har med fritidspasset givet en økonomisk håndsrækning til de økonomisk trængte. Men man kan være presset på mange andre måder, og jeg håber, at kampagnen kan få flere aktive i foreningerne. En lille håndsrækning i hverdagen er en god langsigtet investering,” siger Rabih Azad-Ahmad.
srj