Fortsæt til indhold

Her er de første beboere i nyt boligområde i Egebjerg

Ungt ægtepar fra Horsens flytter ind i det første hus i Egebjerg-område

Samfund
Kristine L Nydahl

Mandag blev det første spadestik taget til byggeriet af Maja Bjerre Jensen og Søren Bjerre Jensens nye hus. Ægteparrets hus er det første, der bliver opført på den nye udstykning i Egebjerg. Deres hus bliver bygget på den vej, der hedder Martsviolen.
“For os ligger det lige i centrum. Jeg arbejder i Horsens, og Søren arbejder i Aarhus og kan bruge motorvejen. Sørens forældre bor i Gedved, og de er også værd at rykke efter,” fortæller Maja Bjerre Jensen.
Søren Bjerre Jensen kommer fra Horsens, mens Maja Bjerre jensen oprindelig er fra Sønderjylland. De er begge 32 år og har boet sammen i Horsens de seneste tre et halvt år. Nu rykker de til Egebjerg med deres to små børn Silje og Albert.
“Vi ville gerne bygge nyt, og her er gode institutioner og naturområder med blandt andet Hansted sø,” siger Maja Bjerre Jensen.
Søren arbejder som fysioterapeut, mens Maja arbejder som ergoterapeut.
“Når nu borgmesteren selv bor her (i Egebjerg), prioriterer man nok området,” siger Søren Bjerre Jensen med et smil.
Ægteparret har valgt, at deres nye hus skal bygges af Horsens-firmaet Hybel. Huset forventes at stå færdig 10. juli i år.