Fortsæt til indhold

Præst vil gøre det populært at blive konfirmeret i andres konfirmationstøj

Præst Lone Buhl indsamler folks (næsten ikke) brugte konfirmationstøj og giver det videre til nye konfirmander - ganske gratis

Samfund
Kristine L Nydahl

“Det er ingen sag at ligne en million, hvis man bruger en million - men det er sjovere at gøre det uden,” siger Lone Buhl Pedersen.
Lone er sognepræst i Østbirk og har startet et nyt initiativ, hvor kommende konfirmander kan få brugt konfirmationstøj.
“Der er så mange fine kjoler og habitter rundt omkring, som vi kan genbruge. Vi får tøj fra alle, og giver til alle - kvit og frit,” siger Lone.

Indsamlinger gav idé

Lone har de seneste år hjulpet, når der har været indsamlinger for eksempel af tøj til flygtninge. I den forbindelse modtog hun nogle habitjakker, og idéen om at give genbrugstøj til konfirmander begyndte at tage form. I april sidste år skrev Østbirk Avis, at hun gerne ville modtage folks brugte konfirmationstøj. Siden da har det taget fart.
“Det vakte stor interesse blandt folk, og jeg har nået at skaffe nok tøj til, at projektet kan startes for første gang i år. Udvalget af tøj skal være stort,” siger Lone.
Hun har tre stativer med konfirmationskjoler og to med habitjakker. Folk har også doneret lidt sko og smykker.
Blandt alle konfirmationskjolerne hænger også den, Lone selv blev konfirmeret i.
“Jeg havde min søsters kjole på til min egen konfirmation. Det havde vi alle fire søskende. Men den gang talte vi ikke om det. Jeg ønsker, at det skal være almindeligt og ikke pinligt. Det skal være noget, vi kan snakke om,” siger den 50-årige præst.

Genbrug er genialt

Torsdag den 19. januar afholder Lone Buhl Pedersen et arrangement under titlen 'genbrug er genialt'. Her kan konfirmander og deres forældre komme og kigge på udvalget og måske finde den helt rigtige kjole eller habit til den store dag.
En lokal blomsterhandler og frisør lægger også vejen forbi præstegården i Østbirk. Blomsterhandleren viser, hvordan man kan binde en buket eller pynte håret med en blomst. Frisøren viser den seneste hårmode for konfirmander og giver tips til, hvordan man kan sætte håret og lægge en fin make-up.
“Jeg er med på, at de gerne vil være smukke og smarte - men det bliver de også. Der er ikke nogen, der skal skamme sig over at bruge en million på dagen - men dem, der bruger 17 kroner, skal også kunne være med. Alle skal kunne være med. Det er også det kristne budskab: Vi skal tænke på hinanden.”

Ren logik

“Genbrug er genialt, det er ren logik. Det er fornuftigt, og det giver så mange gevinster for os alle sammen,” siger Lone.
Præsten håber, budskabet vil slå rod i de unge. På Vestbirk Friskole er det lykkedes godt.
“Jeg har lavet en aftale med eleverne fra Vestbirk Friskole om, at de hver især tager én genbrugsting på. De kan selv vælge, hvad det skal være, men de fleste har faktisk valgt en kjole,” siger Lone.

En god idé

Præstens genbrugsidé blev sidste år nomineret som en af årets bedste kirkelige initiativer af Kristeligt Dagblad. En komité valgte i sidste ende et andet projekt som vinder, men med 40 procent af læsernes stemmer var Lones initiativ det mest populære.
“Det er dejligt. Det viser, at det har folkelig interesse,” siger Lone.
Til hendes store glæde har biskoppen i Viborg taget idéen til sig. Han opfordrer alle konfirmander i Viborg Stift til at donere deres kjoler, habitter, bordpynt og lignende til næste generation af konfirmander.
Lone selv har heller ikke i sinde at stoppe med at samle tøj ind til de unge konfirmander.
“Vi fortsætter med det. Det vil altid være her. Folk skal bare komme med tøjet,” siger Lone, og fortsætter med et glimt i øjet:
“Jeg har intet mod dem, der køber en ny kjole - de skal bare komme og aflevere den her bagefter.”