Besparelser på daginstitutioner vil ramme de 'varme hænder'
En besparelse på 2,3 millioner vil kunne mærkes helt ude i stuerne, advarer pædagogernes fagforening
Udsigten til en budgetbesparelse i millionklassen på daginstitutionerne i Albertslund vil ramme det man kalder "de varme hænder". Det advarer BUPL, pædagogernes fagforening, om.
"Efter vores bedste vurdering kan en budgetbesparelse på 2,3 millioner kroner ikke gennemføres, uden at det berører lønbudgettet. Og eftersom det i oplægget ikke forudsættes, at opgavemængden reduceres i takt med budgetreguleringen, må vi gå ud fra, at opgavebyrden på den enkelte medarbejder bliver større", skriver Randi Tielbo, faglig sekretær i BUPL Storkøbenhavn og Malene O. Hansen, fællestillidsrepræsentant i Albertslund Kommune, i en fælles pressemeddelelse.
"Det giver derfor ingen mening, når kommunalbestyrelsen signalerer, at besparelsen ikke må gå ud over ”de varme hænder”. Hvis man beskærer ledelseslaget på daginstitutionsområdet med, hvad der svarer til cirka 18 timer ugentligt vil de administrative opgaver, der lå her, skulle løses af andre. Det må man inddrage basispersonale – altså pædagoger der ellers skal være sammen med børnene - til at gøre. Og uanset hvem der løser opgaverne, tager det tid, så hvis basispersonale skal løse for eksempel udarbejdelse af mødeplaner med videre, vil den tid gå fra det pædagogiske arbejde på stuerne, altså ”de varme hænder"".
Pædagogerne er enige i, at udvidet personaleinddragelse i beslutninger som disse kan have sine fordele:
"Men de kan også opfattes som et forsøg på at legitimere sparemål, uden at man vil påtage sig ansvaret for konsekvenserne. Vi opfordrer til, at kommunalbestyrelsen enten ruller besparelsen tilbage eller tager ansvar for den implementering og de konsekvenser, beslutningen medfører", siger Randi Tielbo og Malene O. Hansen.