Hold ud! Og sig fra!
Kvartetten "Den nøgne sandhed" pakker nyt show ind i humor, selvom det er alvorligt
Det handler om parforhold, midtvejskriser og akavede situationer. Det er alvor med humor. Kvartetten hedder "Den nøgne sandhed" og skal rundt i Danmark. 1. marts kommer de til Frederiksborgcentret i Hillerød. Løftet, eller truslen, er, at de fire, Gordon Kennedy, Mikkel Schrøder Uldal, Farshad Kholghi og Joachim Knop også er nøgne under showet.
Forleden var de så forbi Frederiksborgcentret for at gøre reklame for showet.
"Vi har faktisk været nøgne i et radioshow," siger Gordon Kennedy.
"Ja. Jeg puttede min tissemand i et ølglas. Eller faktisk var det et shotglas," siger Mikkel Schrøder Uldal.
"Ja. Vi vil jo gerne have, at folk skal være glade, og at de skal se glasset som halvt fyldt i stedet for halvtomt," siger Gordon Kennedy.
"I tilfældet med shotglasset var det så halvtomt," siger Fashad Kholghi.
Og så er tonen slået an til pressemødet.
Showet henvender sig til mænd i 40'erne og den livssituation, man er i i den alder.
"Det handler om angsten for at miste. Også fysisk. Frygten for at miste sin kæreste, sin førlighed," siger Gordon Kennedy.
"Og sit hår," supplerer Farshad Kholdghi.
"Ja. For klichéen er jo, at det er mændene, der skal realisere sig selv i 40'erne og får en sportsvogn. Men kvinderne realiserer sig også," siger de.
"Vi går allesammen igennem forskellige faser i forskellige aldre. I 40'erne stopper manden op og tænker. Vi sætter det på hovedet med humor," siger Mikkel Schrøder Uldal.
Kvartetten havde også et show for to år siden, og de havde lovet sig selv at ville lave en to'er. Den kommer så nu.
"Der er sket rigtig mange ting sidst i vores liv. I en periode," siger Farshad Kholghi.
"Jeg er blevet skilt," siger Mikkel Schrøder.
"Sidste gang pyntede vi på vores tilværelse og løj, og det er der ingen grund til i år," siger Gordon Kennedy.
"Heldigvis er det pakket sjovt ind. Det lyder meget dystert, når vi sidder her og snakker om det. Men vi finder ud af, at det og det kan man skrive en sjov sang om, og der er sikkert masser, der kender til det samme, som vi taler om," siger han.
"I 20'erne ved man ingenting. I 30'erne tror man, man ved alt. I 40'erne finder man ud af, at man ingen ved igen," siger Gordon Kennedy.
"Og i 60'erne får man ble på," siger Farshad Kholghi.
"Det er en svær aldersgruppe, vi henvender os til, fordi man skal passe børn, men det skal man lade være med den aften. Man må have babysitter på," siger Joachim Knop.
"Vi havde da en idé om at lave et legerum, ligesom de har i Ikea," spørger Gordon Kennedy de andre.
"Der er rigtig mange par, hvor det går galt, fordi man aldrig får taget ud de der 2-3 timer, hvor man går ud og spiser noget mad. Men det kan man jo sagtens. Vi siger bare, at her er nogle emner, og vi håber på, I kommer til at grine af det," siger Mikkel Schrøder Uldal.
Musikken er en stor del af det her show, fortæller de fire. Der er kapelmester med og omkring 12 sange.
"Det er vigtigt at fokusere på, at det er et underholdningsshow," siger Farshad Kholghi.
De fire har også et bedste råd til manden i 40'erne:
"Sig sandheden. Og hold ud. Og sig fra. Sig fra i tide. Ellers sidder du pludseligt i saksen," siger Joachim Knop.