Min båd er så lille

Jesus gik en gang om bord i en båd med sine disciple. De sejlede ud, og der kom et voldsomt uvejr. Alle disciplene var rædselsslagne, men Jesus lå og sov i båden. De måtte vække ham. Han skældte dem ud og kaldte dem: ”I, der tror så lidt”. Så befalede han storm og sø at lægge sig, og der blev blikstille. Disciplene undrede sig: Hvem er han?
Denne lille episode kan vi høre prædikener over i kirkerne på søndag.
Gud, min båd er så lille, og dit hav er så stort, lyder en gammel irsk bøn.
Min båd er underlagt elementernes magt, jeg er ikke en gang herre over min egen verden. Jeg er dårlig nok kaptajn i min egen båd. Jeg har nok et lille ror i hånden, og jeg har nok et lille sejl, jeg kan sætte op. Men af og til er det sådan et herrens vejr, så min båd kastes hid og did. Jeg bliver bange. Jeg ved nok, at det altid er Guds hav, for der er ikke andre have at sejle på end Guds. Som en lille hånd holder Han båden under mig, mens jeg sidder med mit lille ror og mit lille sejl og min angst for at forsvinde i det store hav. Min tro er ikke stor, jeg kunne sagtens kaldes: ”Du, der tror så lidt”.
Jeg klamrer mig til masten. Alene. Ser ikke de andre både på samme hav. Lukker øjnene og mumler: Hjælp mig.
Og så…ja…så sker det, at stormen lægger sig, vi kommer ind i smult vande. Vi rejser os op i vores både og strækker vores ømme ben, øjnene misser mod solen, vi smiler til hinanden. Vi troede så lidt, og Gud var så stor. Vi oplevede han sov, han så og hørte os ikke, dog er vi i live i vores små både på Guds store hav.