Fortsæt til indhold

3. etage kan forlænge med et år

Flertal i økonomiudvalget siger nej til option om endnu en etage

Samfund
Erland Rasmussen

Indarbejdelse af en tredie etage i planerne om det nye plejecenter i Ry, Fællesskabernes Hus, kan betyde en forlængelse med ny høring og processer i op til et år.
“Den usikkerhed ønskede et flertal i økonomiudvalget ikke at udsætte de ældre, personalet, naboer og borgerne i Ry for,” siger borgmester Jørgen Gaarde (S).
Det var et enigt socialudvalg og et overvejende flertal i miljø- og planudvalget, som gerne havde set, at der blev udarbejdet forslag til, hvordan byggeriet ville se ud og komme til at fungere med en tredie etage.
Ingen af udvalgenes medlemmer havde dog lagt sig fast på, om der skulle være endnu en etage.
Økonomiudvalget vælger at se bort fra at lægge en option om en tredie etage ind. Det sker ud fra den rådgivning, udvalget har fået.
“Vi kan ikke bare lægge en etage på. Det vil være en så vanskelig proces, som vil kræve ny miljøvurdering og høring,” siger borgmester Jørgen Gaarde.
Han peger desuden på, at der er udbudsretlige aspekter med at operere med både to og tre etager.
Jørgen Gaarde fastslår, at de to etager var den oprindelige forudsætning, og at man generelt ikke ønsker at skabe usikkerhed om projektet.
“Vi har talt om det længe, og nu er der også et ønske om at komme videre med det,” siger Jørgen Gaarde.
Søren Erik Pedersen (V) og Jens Grønlund tog forbehold for deres stillingtagen til sagen indtil byrådsmødet.