Fortsæt til indhold

Højere honorar ok hvis det kan give læger i Varde

Udvalgsformand vil godt honorere højere for at tiltrække læger

Samfund
Nina Møller

Regeringen har foreslået, at læger skal honoreres efter deres patienters behandlingsbehov. Det skal lokke flere læger til yderområderne og de udsatte boligområder.
Udvalgsformanden for Social og Sundhed i Varde Kommune Thyge Nielsen ser det som ét ud af flere instrumenter, man kan tage i anvendelse.
“Alle forsøg er det værd, for vi har et problem med at skaffe læger hertil. Lægedækningsrapporten konkluderer også, at vi har nok læger i Danmark, men det er “bare” et spørgsmål om at få dem fordelt. Det er ikke anderledes end andre faggrupper, men lægerne er en knap ressource,” siger han.

Flere syge - højere honorar

I systemet i dag er der loft på hvor meget man må yde, og det er det loft, man nu vil pille ved.
“Der er jo stor forskel på, om man i sin praksis har 1200 patienter i et velhaverkvarter, hvor de ikke er ret syge, eller man har 1600 i et socialt belastet kvarter. Der er mange ting, der spiller ind, og hvis man kan pille ved de måder, man afregner på, kan det godt være, det kan tiltrække nogen,” mener han.
Der mangler fortsat tre læger i Varde by.
“Og der er også et par andre, der gerne vil gå på pension. Vi arbejder på at få oprettet en ny praksis med de tre ydernumre, der mangler. Vi vil helst, det bliver en klinik ligesom andre,” siger han.
I Ølgod har man lavet en Regionsklinik, hvor Falck har vundet et udbud og skal stå for det administrative og ansætte lægerne.
“Man kan løse det på den måde. Men jeg er jo liberal, jeg kan godt lide, at folk selv stager ansvar. Når lægerne selv siger, de er et liberalt erhverv, synes jeg også, de selv skal tage ansvar. Jeg er ikke af den opfattelse, at kommunen og staten skal drive alt,” siger han.
Thyge Nielsen erkender, at en Regionsklinik kan blive nødvendig for at løse problemet, men han ser gerne andre løsninger:
“Det kunne være, der var en læge, der ville danne en klinik og ansætte andre læger,” foreslår han.
FAKTA


Varde Kommune bliver udfordret i forhold til antal ældre over 80, sygelighed og antallet af førtidspensionister, alle typisk patienter, som er mere tidskrævende for lægen. Derfor vil en læge i Varde Kommune også få gavn af forslaget om, at de praktiserende læger honoreres efter patienternes behandlingsbehov. Kilde: Lægedækningsudvalgets rapport side 62, januar 2017. Find den på www.sum.dk under publikationer.