Fortsæt til indhold

Favrskovs skolechef får nyt job

Morten Lyhne har fået nyt job i Randers Kommune.

Samfund
jr

Favrskov Kommunes skolechef Morten Lyhne har fået nyt job. Fra 1. august 2023 begynder han som skolechef i nabokommunen Randers.

»Morten Lyhne har en særdeles relevant faglighed, strategiske kompetencer og ledelseserfaring, og han har netop erfaring med at implementere gode lærende fællesskaber og understøtte et velfungerende skolevæsen, som skaber en god ramme for alle børn. Vi glæder os meget til at byde Morten velkommen,« siger Carsten Otte, direktør for Børn og Skole i Randers Kommune, i en pressemeddelelse fra Randers Kommune.

Randers Byråd har netop vedtaget både en ny Børne- og Unge politik og en ny Uddannelsespolitik, der med løfter til børnene sætter fokus på lyst til læring, mod på livet samt gode og trygge overgange.

»Jeg glæder mig rigtig meget til at komme til Randers Kommune og bidrage til at implementere de nye politikker, og at alle elever oplever et skolevæsen, der understøtter alle i at mestre deres hverdag. Eleverne skal helst alle opleve at indgå i meningsfulde fællesskaber, som både udfordrer og udvikler. Jeg ser meget frem til at arbejde sammen med både Skole- og uddannelsesudvalget, skoleledere, medarbejdere, forældre, elever og professionelle om at skabe det gode skoleliv,« siger Morten Lyhne.

Han blev uddannet lærer i 1997 og har siden arbejdet både som lærer, skole- og ungdomsvejleder samt som afdelingsleder, viceskoleleder og skoleleder, inden han blev først viceskolechef i Aalborg Kommune og dernæst skolechef i Favrskov Kommune.

Morten Lyhne bor privat i Rebild med sin hustru Helle. Sammen har de to voksne sønner.

Morten Lyhne kom til Favrskov 1. december 2021 og nåede dermed at være kommunens skolechef i godt halvandet år.

Favrskov Kommune oplyser til Lokalavisen, at stillingen som skolechef bliver slået op efter sommerferien på et tidspunkt.